Svær grøn omstilling i transportbranchen - elbiler er ikke gode nok

Der er lang vej igen, før lastbilers CO2-udledning kan nedbringes ved hjælp af elbiler, mener branchen.

Regeringen er i fuld gang med at forhandle en aftale på plads om, hvordan vi kan køre grønnere. Og der bliver især kigget på lastbilerne, der står for en stor del af vejtransportens CO2-udledning.

Ifølge Rådet for Grøn Omstilling er den bedste løsning på sektorens klimaproblemer at få lastbilerne til at køre på el. Men det kan blive et problem, mener man i branchen, herunder også hos landets største vognmandsforretning indenfor transport af blomster, Alex Andersen.

- Elbiler er på vej, men de er ikke nået dertil, hvor vi kan bruge det. Det er hverken økonomisk fordelagtigt eller brugbart endnu, siger direktøren i den fynske logistikvirksomhed, Ib Andersen.

Kan ikke køre langt nok

I Danmark står lastbiler i dag for 19 procent af vejtransportens CO2-udledninger, mens de i  den samlede udledning er skyld i seks procent. 

Og selvom Ib Andersen gerne vil spare på det CO2-udledende brændstof, når der skal distribueres blomster og frugt til supermarkeder og havecentre, så er ellastbiler ikke en del af planerne, som det ser ud nu.

Ellastbiler kan kun køre korte distancer, de mangler ladestationer, og de tager lang tid om at lade, lyder argumenterne. Og Allan Larsen, professor i transport og logistik på DTU, bakker vognmanden op i, at teknologien ikke er moden til udelukkende at gå over til ellastbiler i transportbranchen.

- Det handler om, at vi skal i gang med mange forskellige eksperimenter med det her, og så må vi se, hvor teknologien bringer os hen. For vi er ikke der endnu, hvor vi kan sige, hvad der helt stensikkert kommer til at være vinderen på den lange bane, siger professoren.

Ellastbilerne kan køre omkring 130-200 kilometer på en opladning, og kan derfor være en mulighed for distributører i byerne, men på de lange distancer, som Ib Andersen kører.

Må tænke i andre baner

Hos Alex Andersen har de 250 lastbiler kørende på landevejene, hvoraf de 50 er længere lastbiler med påhæng - de såkaldte modul-vogntog. De fragter gods til Alex Andersens tre lagre i Danmark og eksport til Vesteuropa.

- Vi kan have 50 procent mere på et modulvogtog, det vil sige, at vi sparer en bil væk. Og når vi regner på det, giver det 25 procents besparelse i CO2, siger Ib Andersen.

Hellere spare 25 procent nu, i stedet for at vente til der kommer en teknologi, der kan bruges, lyder det. 

- Måske er det kortsigtet, men det er det bedste, vi kan gøre med de teknologier, der er i øjeblikket, siger Ib Andersen.

Virksomheden har dog kigget på alternativer som biogas, kan anvendes i stedet for fossile brændstoffer som olie, kul og naturgas. Otte biler, der kan køre på biogas, er allerede bestilt, hvoraf de første lander til marts næste år.

Hos landets største vognmandsforretning indenfor transport af blomster, er Alex Andersen i Odense klar til at geare op i grønt. Men det bliver ikke på el.

Oversigt

    Oversigt