Turistboom på Fyn i 2015

Nye tal fra VisitFyn viser, at mange af de fynske museer og attraktioner har haft rekordår.

Turisterne er vilde med fyn og øerne omkring. Helt nye tal viser, at Langeland og Ærø er på vej mod et historisk godt resultat. Aldrig før har så mange gæster overnattet på øerne. Sidste år blev der booket i alt 3,5 millioner overnatninger.

Hos HC. Andersens huset  har de oplevet en stigning i besøgstallet på 18 procent i forhold til året før.  Og de er ikke i tvivl om, hvor de mange turister kommer fra.

- Det er primært fra Asien, de er kommet. Og rigtig mange flere end der plejer fra Kina. I Kina har vi en storstilet fælleskoordineret indsats, og det er den, der giver pote nu, siger Lone Weidemann, der er marketingskoordinator for Odense Bys Museer.

Ifølge Formanden for destination Fyn Klyngen, Henrik Neelmayer, skyldes den store stigning i den fynske turisme ikke kun kinesere men generelt de mange udenlandske turister som besøger Fyn.

- Det er helt tydeligt, at der sker en stigning af udenlandske turister fra vores nabolande. Vores hovedfokus har været Norge og Tyskland. Det er det, der vokser allermest i øjeblikket, forklarer han.

Henrik Neelmeyer mener, at forklaringen på stigningen skal i findes i samarbejdet mellem erhvervslivet og attraktioner.

- Vi er lykkedes med at finde sammen i erhvervslivet på Fyn. Der er rigtig mange aktører, overnatningssteder, attraktioner og ikke mindst Udvikling Fyn og Destination Fyn, der er begyndt at arbejde sammen. Og jo mere vi er sammen, jo stærkere bliver vi.

Og i HC Andersens hus har man gode forhåbninger for næste års turisme

- Vi kan se i den første uge her på HC. Andersens Hus, der er allerede gode tendenser, så vi er meget forhåbningsfulde for resten af året, siger Lone Weidemann, marketingskoordinator, Odense Bys Museer.

Det er ikke kun hos HC. Andersens Hus, at der har været en stigning. Hos Jernbanemuseet har de haft en stigning på 10 procent, mens keramikmuseet Clay har oplevet en stigning på hele 145 procent i besøgstallet i forhold til året før.

 

 

Oversigt

    Oversigt