TV 2/FYN med i Odense Mangfoldighedscharter

TV 2/FYN udgør som arbejdsplads nu en del af Odense Mangfoldighedscharter. Det vedtog en enig bestyrelse tirsdag.

Odense Mangfoldighedscharter er en hensigtserklæring, hvor virksomheder skriver under på, at de vil arbejde målrettet for at gøre mangfoldighed til en styrke på arbejdspladsen

- Vi har heldigvis allerede en mangfoldig medarbejderskare, som er til ubetinget styrke for os i det daglige. Blandt TV 2/FYNs små 70 medarbejdere er i forvejen folk med britisk, iransk, afghansk, norsk - og sågar både jysk, sjællandsk, fynsk og endda ærøsk oprindelse. Vores sprog, som vi alle forstår, er journalistisk. Tilsammen udgør vi TV 2/FYN, siger Esben Seerup, direktør på nyhedsstationen.

TV 2/FYNs bestyrelse vedtog tirsdag enstemmigt opbakning til det nye mangfoldighedscharter. Det blev skudt i gang i januar af den amerikanske ambassadør Rufus Gifford i Odense.

Mere end 80 odenseanske virksomheder har nu tilsluttet sig charteret, siden Odense Kommune satte det i gang i januar.