TV 2/FYN meldt for ulovlig reklame

Danmarks Aktive Forbrugere anmelder onsdag bl.a. TV 2/FYN for ulovlig reklame. Et sponsorskilt i forbindelse med den regionale vejrudsigt går videre end tilladt, mener organisationen.

Sponsorskilt kritiseres

Danmarks Aktive Forbrugere anmelder onsdag bl.a. TV 2/FYN for ulovlig reklame. Et sponsorskilt i forbindelse med den regionale vejrudsigt går videre end tilladt, mener organisationen.


TV 2/FYNs vejrudsigt er sponsoreret af Amtssparekassen, hvilket angives med et skilt før og efter vejrudsigten. Udover bankens navn står der: \"Her får du klar besked\".


Danmarks Aktive Forbrugere (DAF) mener kun det er tilladt at bringe sponsorens logo, ikke slogans eller anden reklametekst, medmindre det er en del af logoet. Og det er der ikke tale om i dette tilfælde, mener organisationen.


Samtidig vil DAF have Radio- og TV-Reklamenævnet til at tage stilling til, om sponsorskilte overhovedet må bringes i de regionale TV-udsendelser.


DAF mener ikke, at f. eks. en vejrudsigt kan betragtes som en særskilt udsendelse. Dermed er sponsorering ulovligt.


Direktør for TV 2/FYN, Ove Mulvad, der også er talsmand for de regionale TV 2-stationer, afviser begge DAFs klagepunkter.


\"Sloganet, \"Her får du klar besked\", indgår i Amtssparekassens logo visse steder, bl.a. på deres hjemmeside. Derfor betragter jeg det som en del af logoet, selvom det ikke optræder alle steder\"; siger Ove Mulvad.


Han tilføjer, at en vejrudsigt kan betragtes som en udsendelse for sig. \"Det har vi sikret os, inden vi indgik aftalen med Amtssparekassen\"; siger han.


Foruden TV 2/FYN bliver også TV 2/Syd, TV 2/Østjylland og TV 2/Bornholm meldt til Radio- og TV-Reklamenævnet for ulovlig reklame i forbindelse med sponsorerede programmer.

Oversigt

    Oversigt