TV2?s helikopter begrænses af PET

Det er slut for TV2 med at hænge oppe i luften og filme medlemmer af kongehuset, når de kører i bil. PET udstikker nye regler.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil ikke længere tillade, at TV2 bruger sin helikopter til at følge dronning Margrethe og andre medlemmer af kongehuset, når de kører fra et sted til et andet.

De nye regler betyder, at tv-stationen på onsdag må ændre sin dækning af det svenske kongepars besøg. Her var det blandt andet planen at følge gæster og værter, når de kører fra Toldboden i København til Fredensborg.

Nyhedschef Michael Dyrby siger til Ritzau, at TV2 ikke har fået nogen officiel henvendelse fra PET, men at de nye regler blev præsenteret på et møde onsdag mellem kongehuset, PET og TV2.

- Det er en helt ny måde at håndtere det på, og jeg håber ikke, at det kommer til at gælde for altid, siger Michael Dyrby.

Hverken informationschef i hoffet Lis M. Frederiksen eller PET ønsker at kommentere beslutningen.

Oversigt

    Oversigt