Tvivl om koldkrigsforskers fremtid

Efter Bent Jensen tabte sagen om spionbeskyldning mod Dragsdahl er der rejst tvivl om arbejdet i Center for Koldkrigsforskning. Bestyrelsesmøde i næste uge.

Bestyrelsen for Center for Koldkrigsforskning (CFKF) mødes hurtigst muligt i begyndelsen af næste uge for at drøfte situationen, efter at centerleder, professor Bent Jensen har tabt injuriesagen rejst af journalisten Jørgen Dragsdahl ved retten i Svendborg.

Tilkendegivelsen fra retten betyder, at Bent Jensen vil blive idømt 20 dagbøder a 2000 kroner samt en godtgørelse til Dragsdahl på 200.000 kroner, hvilket skulle være et rekordbeløb i dansk ret i den slags sager.

Formanden for centrets bestyrelse, tidligere departementschef Knud Larsen oplyser, at bestyrelsen på fire personer skal samles hurtigst muligt, ligesom den skal have en snak med Bent Jensen.

- Vi skal såmænd se på, hvordan situationen er nu. Derudover har jeg ingen kommentarer før mødet, siger Knud Larsen til Ritzau.

Han siger, at han ikke har været i kontakt med Bent Jensen siden retsmødet fredag.

I en leder i Morgenavisen Jyllands-Posten, der blev frifundet for at have trykt Bent Jensens spionbeskyldninger mod Jørgen Dragsdahl, rejses der nu tvivl om den fortsatte koldkrigsforskning med Bent Jensen i spidsen for Center for Koldkrigsforskning.

- Rettens alvorlige kritik har vanskeliggjort centrets arbejde, hedder det i lederen.

Umiddelbart efter tilkendegivelsen i retten sagde Bent Jensen, at det kan være dyrt at skrive det, som han opfatter som sandheden.

- Jeg vil ikke have flere injuriesager, så det betyder - ikke alene for mig, men for alle samtidsforskere - at man ikke kan skrive så frit, så godt, så præcist og transparent, som jeg mener, at man bør. Man vil få nogle meget mere slørende og udglattende fremstillinger, sagde Bent Jensen.

CFKF blev oprettet, da regeringen i 2006 afsatte ti millioner kroner på finansloven til den særlige forskningsopgave. Den rullende bevilling over tre år forventes at udløbe i år.

Formanden og de øvrige tre bestyrelsesmedlemmer af CFKF er udpeget af forsvarsministeren.

Oversigt

    Oversigt