Tyske Thomas redder fynske fisk i sin ferie

Det ikke længere nok at slappe af. Mange tyske turister vil gerne gøre noget godt for miljøet i deres ferie, og det kommer den fynske natur til gavn.

Hold ferie og gør noget godt for miljøet samtidig. Sådan lyder en ny trend, der i løbet af sommeren har vist sig blandt turisterne på Fyn.

Nu er det nemlig ikke nok bare at slappe af, læse en bog, tage en tur til stranden eller gå på museum, når man holder ferie i det fynske. I stedet efterspørger flere turister aktiviteter, der giver mening, og det betyder, at for eksempel tyske turister gerne giver en hånd med, når det gælder vedligeholdelsen af fynske vandløb.

- Jeg føler, vi bør give noget tilbage til det sted, hvor vi i mange år har tilbragt vores ferie. Vi har stor glæde af naturen, og for os er det vigtigt at bidrage, og så har vi mulighed for at gøre det i vores ferie, siger tyske Thomas Christoph fra München.

Sammen med sin kone holder Thomas Christoph ferie på Fyn, og her har ægteparret brugt en dag af deres ferie på at renovere et vandløb på Sydvestfyn, hvor havørredernes gydebanker var groet til i skidt.

Banebrydende hjælp

Den ekstra hjælp er de selvfølgelig glade for hos Havørred Fyn.

- Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk det her. Altså at folk gider at bruge deres ferie og fritid og prøve at komme ud og lave sådan noget hårdt fysisk arbejde i en bæk, siger Christian Thomsen, der er koordinator i Havørred Fyn.

Projektet Havørred Fyn, der er drevet af de fynske kommuner, har også tidligere brugt frivilligt arbejde, men det er første gang, at hjælpen kommer fra turister, og det er ifølge koordinator Christian Thomsen "fuldstændigt banebrydende".

Det er særligt de tyske turister, der gerne giver en hånd med for at sikre et fortsat godt miljø på Fyn, og det er der en grund til, mener Thomas Christoph.

- Når man som os bor i München, hvor mange lever på meget lidt plads, så bliver det endnu vigtigere at sikre muligheden for at opleve natur som her.

- Sådan et lille meningsfuldt bidrag i ferien, det bør alle kunne yde, siger Thomas Christoph.

Grønne idealister

Faktisk er der så mange tyskere, der gerne vil yde et meningsfuldt bidrag i ferien, at den fynske turistbranche er begyndt at kalde de tyske feriegæster for grønne idealister.

- Der er mange grønne idealister i Tyskland, men det er egentlig også en tendens, vi ser over en bredere kam. Der er mange, der rigtig gerne vil gøre en forskel, siger Mark Hauge Østergaard, der er forretningsudvikler i Destination Fyn.

Destination Fyn vil nu til at involvere de fynske virksomheder i at udvikle produkter, hvor man kan indtænke, at turister kan gøre en positiv forskel, så der fortsat er grønne opgaver nok til de mange nye aktiver turister.