Tyskerne kommer: - Vi skal nok få det til at køre rundt

Mandag åbnes grænsen til Tyskland, men der er ikke mange ledige sommerhuse til tyskerne før til august.

Ved midnat åbner grænsen, så tyskerne kan komme ind i Danmark og tage turen til blandt andet Fyn. 

Det glæder sommerhusudlejerne, der nu igen kan booke huse til tyskerne.

quote Der er heldigvis mange tyskere der har ferie i august

Torben Jersild, direktør, Feriepartner Fyn

Derfor er travlheden så småt begyndt at indfinde sig hos direktør Torben Jersild hos Feriepartner Fyn.

- Vi har ventet på dem længe, men nu kommer de. Og vi er klar til at tage imod dem, siger Torben Jersild.

Torben Jersild vil dog i første omgang ikke vil opleve en tysk invasion af deres sommerhuse.

Coronaen har nemlig betydet, at danske turister stort set har sat sig på de 6.500 sommerhuse, som Feriepartner Danmark, hvorunder Torben Jersild fynske afdeling hører, har til udlejning.

- Juli er et problem for tyskerne, for danskerne har fyldt alle husene. Alt er næsten væk, siger Torben Jersild, der får 10-12 huse ind mandag.

- Dem håber vi, vi kan få nogle tyskere ind i. 

For to måneder siden var Torben Jersild bekymret, fordi usikkerheden om, hvem der måtte komme i sommerhusene og hvor mange der måtte, fyldte meget. 

Men med de seneste lempelser med grænseåbning og den store interesse fra danskere, begynder han at kunne se lys for enden af corona-tunnelen.

- Det betyder jo, at vi begynder at få lidt mere balance i tingene, så vi kan se en fremtid i det.

På den anden siden af industriferien vil billedet være vendt. Her vil det for alvor være tyskere, som er rykket ind i sommerhusene.

- Der er heldigvis mange tyskere der har ferie i august. Så de kommer. Stille og roligt, siger Torben Jersild og tilføjer, at der er kommet mange reservationer de seneste otte dage.

Dog står Torben Jersild med en udfordring. De store huse kan ikke udlejes. Husene var udlejet, men coronaen har betydet aflysning af 28 sommerhuse, som skulle have huset bryllupsfester.

- Nogen af de bryllupper er flyttet til næste år, så de kommer.

- Vi skal nok få det til at køre rundt, siger Torben Jersild.

I det samlede billede savner Torben Jersild, at der bliver givet grønt lys for flere lande.  

- Vi har 150 bookinger til hollændere, franskmænd og englændere vi mangler at få ind. Vi må se, hvad der ske med dem, siger han.

Måske får Torben Jersild og kollegerne i sommerhusudlejningsbranchen en håndsrækning, når partierne på Christiansborg får afsluttet de igangværende forhandlinger om en såkaldt sommerpakke på plads.

Udover ønsker om at pumpe penge ud til forbrug til danskerne vil Venstre vil afsætte 50 millioner til at reklamere for Danmark.

EU-Kommissionen har desuden rådet alle EU-lande til at løfte grænserestriktionerne internt i EU. Flere partier presser også regeringen for, at grænserne tidligere end planlagt kan åbnes for flere lande.

- Når grænserne åbnes, skal vi sørge for, at vi får vores andel af turister, og gerne en større andel. Turismeerhvervet er enormt vigtigt for Danmark, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

- Desuden er det det erhverv, som måske er hårdest ramt. Derfor er vi nødt til at bruge et af de instrumenter, som kan være med til at løfte det erhverv igen, siger han.

Oversigt

    Oversigt