Tyve jagtede radioforhandler i bil

På trods af jernstolper, panserglas og avancerede alarmer blev der natten til onsdag endnu engang begået indbrud mod Strib Radio ved Middelfart. B&O-forhandleren blev forfulgt i bil af de hensynsløse tyve, da han opdagede tyveriet.

-

På trods af jernstolper, panserglas og avancerede alarmer blev der natten til onsdag endnu engang begået indbrud mod Strib Radio ved Middelfart. B&O-forhandleren blev forfulgt i bil af de hensynsløse tyve, da han opdagede tyveriet.


Da alarmen klokken 4.28 natten til onsdag lød på Middelfart Politigård gik signalet samtidig hjem til Strib Radios ejer.


Lyste ind i butikken
Svend Aage Hansen og hans kone satte sig straks ind i deres bil og kørte til forretningen i Strib. Da de ankom holdt der en sort BMW eller Mercedes foran forretningen.


Svend Aage Hansen vendte sin bil og lyste ind i forretningen med billygterne. Pludselig kom en sortklædt og maskeret mand løbende mod bilen med et løftet kojern.


Biljagt
Radioforhandleren nåede hurtigt at vende bilen og komme væk fra tyvene. Men kort efter opdagede  Svend Aage Hansen og hans kone, at de blev forfulgt af den sorte bil.


Det skræmte ægtepar kørte af Rørkærvej mod Strandvejen for at ryste forfølgerne af. Men tyvene fulgte efter, og kørte op på siden af ægteparret og pressede dem ind på fortorvet for at få dem til at standse.


Til sidst kørte Svend Aage Hansen ind i en carport på Rørkærsvej. Tyvene standsede også foran carporten og blokerede vejen, men da Svend Aage Hansen steg ud af sin bil, kørte tyvene bort.


\"Det var meget uhyggeligt, og både min kone og jeg var meget bange\", fortæller Svend Aage Hansen.


Flere indbrud
Det er langt fra første gang, at tyve har begået indbrud hos B&O-forhandleren i Strib. Men det er første gang, at ejerne er blevet truet og forfulgt. Svend Aage Hansen har forsøgt at skærme sin forretning med panserglas, jernstolper, panserdøre og alarmer. Men alligevel fik tyvene altså uden større besvær adgang til hans forretning onsdag nat.


Tyvene har stjålet højtalere, stereoanlæg og telefoner. I alt vurderer Svend Aage Hansen, at der er forsvundet for en kvart million kroner.


Professionel bande
Middelfart Politi kalder tyveriet for profesionelt og særdeles groft.


\"Der er flere bander, der har specialiseret sig i tyveri fra B&O-forhandlere. De kører rundt i hele landet og stjæler de eftertragtede mærkevarer\", siger Povl Nielsen fra Middelfart Politi.


Politiet har kun få spor i sagen. Alle tyvene var klædt i mørkt tøj og bar hætter.  

Oversigt

    Oversigt