Tyve på ø-vandring: 21 indbrud på ét døgn

Det seneste døgn har der været mange lange fingre rundt omkring på Fyn. Hele 21 steder har der været indbrud på øen.

Det har været et travlt døgn for de fynske indbrudstyve. 

Det oplyser Fyns Politi torsdag morgen. 

Der har været hele 21 indbrud rundt omkring på det meste af øen fra onsdag morgen til torsdag morgen. 

- Det er rigtig mange på et døgn, siger Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns Politi til TV 2/Fyn. 

Indbrudstyvene har været på en større ø-vandring forbi blandt andet Middelfart, Assens, Svendborg, Midtfyn og Odense. Fyns Politi fortæller. at den østlige del af Fyn faktisk er gået nogenlunde fri af indbruddene.  

Ved alle indbrud er der stjålet letomomsættelige ting.

- Men jeg tænker ikke, at det kun er en gerningsmand, der er tale om, oplyser Anders Furbo Therkelsen. 

Det seneste indbrud skete klokken 03.20 natten til torsdag, hvor der var indbrud i en villa i Stenstrup på det sydlige Fyn. Der fik beboerne sig noget af en forskrækkelse. 

- Man overrasker indbrudstyven i stuen, som så stikker af uden at få nogle ting med sig. Tyven beskrives som iklædt i mørkt tøj med elefanthue. Han eller hun er 175-180 centimeter høj og almindelig af bygning, fortæller vagtchefen og fortsætter:

- Og sådan lyder beskrivelsen af de fleste indbrudstyve. Det er ikke så meget at gå efter. 

Dog blev et indbrud på Oven Bæltet i Middelfart fanget på et overvågningskamera. Det viste to personer, der kørte i en sort Sedan.

Indbruddet blev anmeldt klokken 18.56 onsdag, og de to personer slap af sted med en pung og en pc-taske indeholdende en IBM-computer.

Oversigt

    Oversigt