Tyve taget på fersk gerning

To mænd forregnede sig, da de natten til torsdag var ude på at berige sig på en landejendom i omegnen af Ringe.

Et ældre ægtepar hørte omkring klokken 01.00, at en bil kørte ind på deres gårdsplads på Ravnshøjgyden i Sdr. Højrup nær Ringe.

De tilkaldte straks politiet, som sendte tre patruljer afsted.

De to mænd troede tilsyneladende ikke, at der var nogen hjemme på ejendommen og smadrede et vindue til ægteparrets soveværelse.

Manden i huset smed en vinflaske ud af det smadrede vindue for at gøre mændene klart, at der var nogen i huset.

Det fik tyvene til at fortryde og vende tilbage til deres bil.

Men i mellemtiden var politiet nået frem, og da ejendommen er en firlænget gård med kun en udkørsel, havde tyvene ikke nogen chance for at undslippe.

Der er tale om to mænd på 20 og 24 år.

Oversigt

    Oversigt