Ud i naturen: To nye digterruter på vej til Fyn

To af i alt 19 danske digterruter kommer til at ligge på Fyn. Ruterne skal få folk ud i naturen og give dem mulighed for at opleve de største danskere forfattere på nye måder.

Gennem tiden har mange store digtere sanset og sat ord på det danske landskab.

Den oplevelse ønsker man nu at give videre på H.C. Andersen Centeret ved Syddansk Universitet, der står bag projektet "Danske digterruter".

I samarbejde med museer, digterhjem og litterære selskaber vil man etablere i alt 19 digterruter over hele landet, hvoraf to kommer til at ligge på Fyn. Meningen med ruterne er at få folk ud i naturen, hvor de selv kan opleve steder, som nogle af de største danske forfatterne har beskevet i deres værker.

- Forfatterne former vores blik på landskaberne, og det er den oplevelse, vi gerne vil føre videre, siger Johs Nørregaard Frandsen, der er professor ved Syddansk Universitet og leder af projektet.

Poster og opgaver

Præcist hvordan de nye ruter kommer til at se ud, arbejder man endnu på at få klarlagt sammen med museerne. 

Men ifølge Johs Nørregaard Frandsen er der flere muligheder.

De 19 digtere

- Det kan for eksempel være diskrete poster ude i landskabet, hvor man drejer på et håndsving og hører en oplæsning. Det kan også være guidede ture. Og måske kan der også ligge spørgsmål og opgaver på vejen, siger han.

Johs Nørregaard Frandsen forventer, at de to digterruter på Fyn kommer til at handle om H.C. Andersen og Johannes Jørgensen.

I løbet af foråret vil man desuden udvikle en hjemmeside, der kan bakke ruterne op. Midlerne til projektet kommer fra Nordea-fonden, der har støttet med 5,7 millioner kroner.

Odense, Faaborg og Svendborg i spil

Flere steder på Fyn kan man allerede tage ud på noget, der minder om de kommende digterruter.

For nogle år siden etablerede man blandt andet ruten "Hans Christian Andersen Trail", hvor man kan besøge fynske slotte og herregårde og via en app få historien om, hvad H.C. Andersen selv skrev og oplevede på stederne.

I Odense står byens museer også bag en vandretur, hvor man følger forfatterens fodspor langs fortovene. Ifølge Johs Nørregaard Frandsen er det derfor oplagt, at disse ruter kommer til at indgå i det nye projekt.

- Det er noget, vi vil arbejde videre på, siger han.

En anden samarbejdspartner er Øhavsmuseet i Faaborg. Her ønsker man at lave en rute om H.C. Andersens første store kærlighed, Rigborg Voigt. 

Og i Svendborg er der planer om at lave en rute om forfatteren Johannes Jørgensen, der er født og opvokset i byen.

- Hen ad vejen finder vi måske på mere, men i første omgang tager vi fat på det her, siger Johs Nørregaard Frandsen.

Ruterne forventes at være klar inden udgangen af 2021. Derefter håber man på at udvide med flere forfatterskaber. 

Oversigt

    Oversigt