Udelivsmesse med streetfood, dyr og maskiner: Det Fynske Dyrskue vil genopfinde sig selv

Det Fynske Dyrskue skal være meget mere end køer, grise og landbrugsmaskiner. Når dørene åbner i 2023, får dyrskuet mere karakter af en udelivsmesse.

Flere stande, flere debatter om grøn omstilling og friske, fynske råvarer. Det Fynske Dyrskue skal have nyt image.

Sådan er visionen for Det fynske Dyrskue, der gennem 140 år har været en af Fyns største kulturinstitutioner. 

Men nu skal der fokus på mere end dyr og landbrugsmaskiner.

Er det fordi, dyrskuet er for kedeligt?

- Nej. Jeg tror meget, at man igennem nogle år har forsøgt at modernisere det, så det passer ind i nutiden, og så kommer det for meget til at lige andre store begivenheder, og det skal det ikke. Det skal stadig handle om landbruget. Omdrejningspunktet er landbruget, og det moderne landbrug har så meget at byde på, siger Anita Christoffersen, der i sommer blev udnævnt som dyrskuechef.

Mere fokus på udeliv

Det er ikke alle forandringer, der er på plads endnu, og det er heller ikke alt, Anita Christoffersen vil løfte sløret for, før alle partnerskaber er på plads.

Der vil stadig være dyr og landbrugsmaskiner, og der vil være formidling til børn om, hvor mælken kommer fra, børnedyrskue og flere andre, velkendte ting på dyrskuet. 

Men der kommer en række nye tiltag, der vil forandre udtrykket, så man får bragt den 140 år gamle institution mere ind i det 21. århundrede.

Blandt andet vil der være et stort parkområde med streetfood, og der vil være tre scener, hvor der hele tiden foregår noget.

Og så vil der i højere grad være fokus på at gøre dyrskuet relevant for flere mennesker, men hele tiden med landbruget som omdrejningspunkt.

Anita Christoffersen har siden sin tiltrædelse i august lagt mange kræfter i at modernisere Det Fynske Dyrskue.
Anita Christoffersen har siden sin tiltrædelse i august lagt mange kræfter i at modernisere Det Fynske Dyrskue.
Foto: Privat foto

- Vi vil gerne nå længere ud og gerne ud over Fyns grænser. Vi skal skabe den rette scene for landbruget, hvor man kan være i øjenhøjde med forbrugerne. Hele tiden med en rød tråd til landbruget. Vi forsøger ikke at skabe en ny kulturevent, dem er der masser af i forvejen.

- Vi vil gerne gøre det til en udelivsmesse, siger Anita Christoffersen.

Udskældt landbrug

Landbruget skal præsenteres som et erhverv, der gerne vil den grønne omstilling, og derfor kommer der som noget nyt også en erhvervsklub, hvor landbruget og andre erhverv kan få mulighed for at netværke.

- Erhvervsklubben skal bygge bro mellem landbruget og andre erhverv. Det er en stor del af visionen, og det er et nyt tiltag at se den konstellation, siger Anita Christoffersen og tilføjer:

- Landbruget skal i dialog med med nogle parter fra Fyn, der ønsker at bridrage til den grønne omstilling. Landbruget ønsker at være en del af løsningen i stedet for at være udskældt. Hvad kan de gøre mere, og hvad gør de allerede, for de gør allerede rigtig meget.

- På den måde vil vi gerne gøre dyrskuet til en del af løsningen i forhold til at gøre landbruget grønnere. 

Drømmer stort

Anita Christoffersen holder fast i, at kernen i dyrskuet, dyrene, maskinerne og de velkendte ting, stadig er en vigtig del af Det Fynske Dyrskues DNA.

Men udviklingen og drømmen om at gøre dyrskuet moderne og vedkommende for langt flere mennesker er lige så vigtig.

- Det skal være et tilløbsstykke hvert år. Vi drømmer om, at der kommer flere debatter og mere fokus på de fynske råvarer. Vi drømmer om måske at få den nye klimaminister på scenen.

Anita Christoffersen siger, at Det Fynske Dyrskue også kommer til at berøre FNs Verdensmål, uden dog at blive konkret på, hvordan de vil gøre det.

- Vi kommer til at gennemgå en udvikling i år og de kommende år, siger hun.

Det Fynske Dyrskue åbner for den nye version af sig selv i år den 9. -11. juni, og havde tæt på 50.000 besøgende i 2022.

Det genopståede Fyns Sommerland drømmer også om mange besøgende. Op til 100.000 det første år.