I det fynske folks tjeneste

Udligningsreform: Ni vindere og én taber på Fyn

Kerteminde ser ud til at blive den store taber i kampen om de nye udligningskroner.

00:32

Det var en blandet fornøjelse for Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S), da regeringen i dag præsenterede deres plan for en ny udligningsreform. Video: Ole Holbech

Der er penge til alle kommuner på Fyn - bortset fra Kerteminde. 

Regeringen har offentliggjort sit udspil til en ny fordeling af pengene mellem rige og mindre rige kommuner i Danmark, og der er penge på vej til ni fynske kommuner, hvis regeringens udspil kan samle flertal i folketinget.

- Jeg står ikke med hænderne højt hævet over hovedet, men det er jo et forhandlingsgrundlag, siger Kasper Ejsing Olesen (S), der er borgmester i Kerteminde,

- Det ser ud til, at vi holder status quo. Det vil jo sige, at regeringen har et billede af, at den velfærd, vi har i Kerteminde, og det serviceniveau, der er, er det, der skal være, siger han. 

Langeland, Ærø, Svendborg, Nordfyn og Nyborg ser ud til at blive dem, der modtager flest penge. De øvrige kommuner modtager "moderat" eller "beskedent", hvorimod udspillet til en ny udligningsreform vil være stort set neutral for Kerteminde Kommunes vedkommende.

Oplægget fra regeringen vækker undren hos borgmesteren. 

- Jeg er nødt til at kigge noget mere ned i det, for umiddelbart forstår jeg det simpelthen ikke, siger han og peger på, at Kerteminde er en af de kommuner på Fyn, der procentmæssigt får flest ældre i fremtiden.

- Nu vil de ikke kigge på, hvor mange ældre vi har, men på gennemsnitslevealderen. Det vil sige, vi skal straffes for, at vi er den kommune i Danmark, der over de seneste år har hævet gennemsnitslevealderen allermest. 

Læs også Penge til Langeland: Regeringen vil flytte over en milliard kroner fra by til land

Den nye fordeling fremgår af et oversigtskort over, hvordan regeringen vil flytte pengene. Kortet viser virkningerne af regeringens udligningsreform. 

Kortet viser virkningerne af regeringens udligningsreform opgjort i procent af kommunens beskatningsgrundlag. For Kerteminde kommune vil virkningen være "neutral". Mørkegrønne modtager mest, mens røde kommuner er dem, som bidrager mest.

Regeringen giver meget få konkrete tal, og derfor er det ikke muligt præcist at vurdere, hvor mange penge der er til de enkelte kommuner.  

Den præcise liste over, hvad regeringens udspil i kroner og øre vil betyde for de enkelte kommuner, bliver først offentliggjort fredag. Det skyldes, at regeringen først vil holde sættemøder for at orientere Folketingets partier, før listen offentliggøres.

Der skal i alt flyttes ekstra 1,4 milliarder fra hovedstadsområdet til landets øvrige kommuner, og pengene skal groft sagt rykkes fra øst til vest.

Overordnet vil 58 kommuner i hele landet komme til at modtage penge, mens 34 kommuner kommer til at betale mere end i dag. De resterende seks kommuner (inklusiv Kerteminde) er stort set ikke berørt af reformens udligningsdel.

Opdateres...