Udløbsdato nærmer sig: 6.000 liter øl kan gå til spilde

Flere bryggerier risikerer at skulle kassere tusindvis af liter øl på grund af den nuværende nedlukning. Hos Ørbæk Bryggeri er der snart sidste udskækning, da udløbsdatoen på deres øl er tæt på.

Tusindevis af liter øl, der er klar til servering.

Det lyder som et drømmescenarie for mange, men flere danske bryggerier er så pressede over tvangslukningen af serveringssteder, at de brænder inde med deres fadøl, der er ved at nå sin udløbsdato.

Det viser en undersøgelse, der er lavet af Bryggeriforeningen.

Ud af de 36 deltagende bryggerier svarer 28 “ja” til et spørgsmål om, at de enten har eller vil få øl, der ikke kan sælges, inden det bliver for gammelt, som følge af nedlukningen af restauranter, caféer og barer.

14 af de adspurgte svarer, “ja, det er et stort problem”.

quote Lige nu sælges der meget lidt, og vi har stort set ikke solgt noget fadøl siden oktober

Tørk Eskild Furhauge, Administrerende direktør, Naturfrisk Group

6000 liter fadøl kan gå til spilde

Hos Ørbæk Bryggeri kender man alt for godt til problemet, og på nuværende tidspunkt står 6.000 liter fadøl til at gå til spilde. Det fortæller administrerende direktør i Naturfrisk Group, Tørk Eskild Furhauge.

- Lige nu har vi cirka 6.000 liter fadøl, der er ved at nå deres udløbsdato. De står til at løbe på dato i de kommende en til tre måneder. Fadøl har typisk en holdbarhed på ét år, så det er noget vi producerede inden krisen, fortæller han og fortsætter:

- Vi er meget afhængige af restaurationsbranchen i både Danmark og eksporten. Lige nu sælges der meget lidt, og vi har stort set ikke solgt noget fadøl siden oktober.

Efterspørger politisk handling

Det er særligt tvangslukningen af restaurantsektoren, der har gjort livet surt for de mange bryggerier. Ifølge undersøgelsen af Bryggeriforeningen ønsker fire ud af fem adspurgte bryggerier, at der bliver oprettet et coronapas, der kan give smittefrie borgere adgang til nattelivet, koncerter og lignende begivenheder.

Hos Midtfyns Bryghus ser man positivt på ideen om et eventuelt coronapas. Bryggeriet ligger heldigvis ikke inde med et stort parti øl, der står til at blive for gammelt, men det er alligevel stoppet med at producere nyt øl. 

-  Vi modtager alle tiltag, der kan få os igennem nedlukningen, med kyshånd. Jeg synes ideen om et coronapas er fint. Der burde helt klar være noget, man kan fremvise, når man er blevet vaccineret. Hvis det er muligt at lave et system, hvor vi får mulighed for at åbne op, så er det kanon, fortæller Eddie Szweda, der ejer Midtfyns Bryghus.

Hos Ørbæk Bryggeri efterspørger man også politisk handling, der muliggør, at mennesker kan mødes, uden at der er smitterisiko.

- Jeg savner en debat om, hvordan man får skabt omsætning hos de mange handelsdrivende der lider, frem for bare at fokusere på kompensation. Der kan gøres en del, også uden at der er risiko for at man smitter hinanden. Desuden fungerer mange af fadøllene længe efter udløbsdatoen. Derfor kunne man også se på at forlænge udløbsdatoer, fortæller Tørk Eskild Furhauge.

quote Det positive er at vi lige nu tid til at reparere og rydde op i vores produktion og forfine vores processer og systemer

Tørk Eskild Furhauge, direktør i Naturfrisk Group

Håber på en god sommer

Selvom salget hos Ørbæk Bryggeri står mere stille end normalt, så håber Tørk Eskild Furhauge, at der til sommer kommer til at være rig mulighed for at åbne op for en kold øl.

- Vi håber allesammen på, at smittetallet fortsætter med at falde, at vaccinerne virker og at vi kan gå en sommer i møde, hvor vi igen kan komme ud og nyde hinandens selskab på restauranter, cafeer, festivaler og så videre. Helst senest til påske, fortæller han.

Og som så meget andet er der intet der er så galt, at det ikke er godt for noget.

- Det positive er, at vi lige nu har tid til at reparere og rydde op i vores produktion og forfine vores processer og systemer. Det ville være vanskeligt at finde tid til, hvis vi ikke stod i denne situation, siger Tørk Eskild Furhauge.

 

 

Oversigt

    Oversigt