Udskudte køreprøver kan koste dyrt: - Jeg forstår de unges frustration

Kørekortet kan nemt blive et par tusinde kroner dyrere på grund af nedlukningen af landet. Transportminister forstår frustationen. Desværre er der ikke meget at stille op.

17-årige Sebastian Møller Larsen havde næsten fået fingrene i det eftertragtede lyserøde kort, der giver ham lov til at køre bil.

Køreprøven var booket til den 18. december, men kort forinden ramte Danmark ind i endnu en nedlukning, og køreprøven blev som så meget andet aflyst. 

- Jeg forstår til fulde elevernes frustration over, at køreskolerne - ligesom stort set alt andet - er lukket ned. Det er en sundhedsfaglig beslutning, og skal sammen med de øvrige restriktioner og tiltag være med til at holde smitten under kontrol, skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.

3.300 kroner dyrere

Flere tusinde elever risikerer som Sebastian Møller Larsen at blive fanget i nedlukningen og for nogle, kan det blive rigtig dyrt. 

Ifølge kørelærer Tom Hansen kan nogen have brug for op til seks timers ekstra kørsel, når køreskolerne åbner igen. Med en pris på cirka 550 kroner per styk, kan det betyde en ekstraregning på 3.300 kroner. 

Det fik politisk ordfører for SF, Karsten Hønge, til at foreslå transportministeren, at man skulle dispensere fra tidskravet, der er, når man tager kørekort.

Transportminister Benny Engelbrecht (S). Han forstår de unge frustration over ikke at kunne gøre kørekortet færdigt. Han kan dog ikke imødekomme ønsket om at åbne køreskolerne.
Transportminister Benny Engelbrecht (S). Han forstår de unge frustration over ikke at kunne gøre kørekortet færdigt. Han kan dog ikke imødekomme ønsket om at åbne køreskolerne.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Jeg er helt enig med Karsten Hønge i, at nedlukningen ikke skal medføre unødige forsinkelser i køreuddannelsen. Derfor kan jeg også oplyse, at man allerede sidste forår ophævede pausereglerne for den almindelige køreuddannelse.

- Det betyder, at elever, der grundet aflysning af prøver og nedlukning midlertidigt går i stå, vil kunne genoptage uddannelsen på et senere tidspunkt på samme sted, som de var nået til i uddannelsesforløbet. Teoriprøvens gyldighed er også forlænget, og den praktiske prøve skal derfor først være bestået 18 måneder efter, at teoriprøven er bestået, forklarer Benny Engelbrecht.

Hjælpepakker til køreskoler

I samme omgang ville Karsten Hønge også foreslå transportministeren, at de ekstra køretimer kunne momsfritages. Det er dog ikke en beslutning, Benny Engelbrecht kan tage, oplyser Transportministeret og henviser i stedet til skatteministeren.

- Regeringen arbejder på hjælpepakker, der kan få køreskolerne og alle andre virksomheder helskindet i gennem krisen. Her sidder SF også med ved bordet, og jeg er sikker på, at Karsten Hønge tager forslagene om kompensation med, siger Benny Engelbrecht.

Prisen på et kørekort varierer fra køreskole til køreskole. Prisen er også afhængig af, om eleven har brug for ekstra køretimer. Typisk koster et kørekort mellem 12.000 og 17.000 kroner.

For at forhindre smitte med coronavirus er alle køreprøver indstillet, men det kan i sidste ende koste dyrt for de fynske køreskoleelever.

Oversigt

    Oversigt