Udvisning af voldsmænd gået i stå

En 21-årig røveridømt palæstinenser fra Vollsmose har siden 4. februar sidste år siddet fængslet uden dom. Libanon nægter at give den udvisningsdømte mand indrejse. Interview med mandens advokat Anders Josefsen

Libanon vil ikke modtage udvist palæstinenser

En 21-årig røveridømt palæstinenser fra Vollsmose har siden 4. februar sidste år siddet fængslet uden dom. Libanon nægter at give den udvisningsdømte mand indrejse.

I april 1999 blev den 21-årige statsløse palæstinenser Daoud Zaabalawi idømt 18 måneders fængsel for røveri. Senere blev mandens straf skærpet med 10 års udvisning fra Danmark efter endt afsoning.

Daoud Zaabalawi var færdig med sin afsoning 4. februar sidste år. Men i stedet for at blive løsladt eller udvist til Libanon blev han straks varetægtsfængslet og anbragt i Vestre Fængsel i København.

Udvisningsdommen kunne nemlig ikke effektureres, da Libanon nægter at modtage den statsløse palæstinenser. Og derfor blev Daoud Zaabalawi varetægtsfængslet efter §23 i Udlændigeloven, der giver myndighederne ret til tilbageholdelse af udlændinge i tilfælde af udsendelse fra Danmark.

Løslades måske
Daoud Zaabalawi skæbne er langt fra enestående. I følge Dagbladet Information, så venter der i øjeblikket omkring 58 statsløse palæstinensere på udvisning til Libanon.

Men da Libanon har sat sagerne i bero, tyder intet på at palæstinenseren fra Vollsmose snart kan udvises fra Danmark.

Omvendt kan han heller ikke sidde varetægtsfængslet uden dom ret meget længere.

"Jeg forventer, at min klient bliver løsladt i slutningen af januar", siger Daoud Zaabalawis advokat Anders Josefsen.

Derefter vil den voldsdømte palæstinenser enten blive anbragt i et asylcenter eller også får han lov at indlogere sig hos sin familie i Vollsmose.

"Jeg tror, at Daoud Zaabalawi får lov at bo hos sine forældre i Vollsmose. Men han kan stadig ikke fungere i samfundet, da han er dømt til udvisning. Vores udvisningspraksis giver os et juridisk tomrum", siger Anders Josefsen.

Oversigt

    Oversigt