Uefa inviterer Christian Eriksen til EM-finale som gæst

Christian Eriksen kollapsede i EM-kampen mod Finland, havde hjertestop, men blev genoplivet på banen i Parken.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) inviterer Christian Eriksen, der kollapsede i EM-kampen mod Finland, til søndagens EM-finale på Wembley, skriver Reuters.

Mandag kom det frem, at Uefa har inviteret seks af Christian Eriksens redningsmænd til søndagens EM-finale, hvor det danske landshold kan være en af finalisterne.

Det er uvist, om Eriksen vil takke ja til invitationen. Også Eriksens kæreste er inviteret.

Paramediciner Peder Ersgaard er en af de seks, der var med til at redde Eriksens liv, og som også er blevet inviteret.

Han var en af de første til stede omkring den danske landsholdsspiller efter hjertestoppet i EM-åbningskampen mod Finland.

- Jeg er pavestolt over dels min egen præstation, men også hele holdet som helhed. Det her er ikke en enkeltmandspræstation, sagde Peder Ersgaard, som er en del af Region Hovedstadens Akutberedskab, mandag til fagbladet FOA.

Glemmer det aldrig

Det var den tidligere og mangeårige landsholdslæge Mogens Kreutzfeldt, der fik Peder Ersgaard til at tænke, at noget var i gærde. Kreutzfeldt ville have Peder Ersgaards mailadresse, og da han åbnede indbakken, var der nyt.

- Og så stod der, at Aleksander Ceferin, præsidenten for Uefa, ville invitere mig som VIP-gæst til at se EM-finalen på Wembley i London den 11. juli. Jeg var helt rundt på gulvet.

- Det bliver to mærkedage, jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme og så med cirka en måneds mellemrum, Peder Ersgaard med henvisning til, at det snart er en måned siden, han var med til at redde Eriksens liv.

Efter sit kollaps på banen var Eriksen efterfølgende indlagt på Rigshospitalet til undersøgelser.

Her fik han indopereret en ICD-enhed, som skal sætte hjertet i gang igen, såfremt noget lignende måtte gentage sig. Det er endnu uvist, hvad det får af betydning for Eriksens fodboldkarriere, hvor han til daglig tørner ud for de nykårede italienske mestre fra Inter.

Om det danske landshold bliver en del af finalen, afgøres onsdag aften på Wembley. Her skal Danmark møde England på det ikoniske stadion i London.

Den anden semifinale står mellem Spanien og Italien. Den spilles tirsdag aften. Også på Wembley.

Christian Eriksen i aktion mod Finland i den første gruppekamp ved EM.
Christian Eriksen i aktion mod Finland i den første gruppekamp ved EM.
Foto: Friedemann Vogel/Reuters/Ritzau Scanpix

Oversigt

    Oversigt