Ugens sidste hverdag bliver solrig

Der bliver gode chancer for at suge lidt vintersol til sig fredag eftermiddag. Først skal et nedbørsområde dog lige forbi Fyn i løbet af morgenen.

Ugens sidste hverdag lægger en del mildere fra land end torsdagens kraftige blæsevejr. Selvom fredagen starter vådt, er der store chancer for sol midt på dagen.

Natten til fredag er endnu et nedbørsområde drevet op over Fyn. Nedbøren kan blive så intensiv, at den vil falde som slud, men det er ikke noget, der giver anledning til hverken sneboldskampe og kælketure, for der vil samtidig komme masser af regn.

I løbet af dagen driver nedbøren videre, og så tager vintersolen over.

- Der er chancer for sol, især midt på dagen, og det kan godt være, at der sidst på eftermiddagen begynder at dukke lidt flere skyer op i den nordvestlige del, men det ser ud som om, det holder tørt det meste af eftermiddagen, fortæller TV 2 Vejrets Lone Seir.

Vinden bliver let til frisk og ude ved kysterne måske endda op til hård vind fra sydvestlig retning. Temperaturerne ligger omkring tre-fire plusgrader.