Underbetaling koster gartneri over en halv million kroner

Fynske Gartneriet Skovbrynet har efterbetalt 575.000 kroner, fordi man i en årrække underbetalte flere medarbejdere.

Det koster dyrt for det fynske Gartneriet Skovbrynet, at man i en periode underbetalte flere medarbejdere. 575.000 kroner har virksomheden nu efterbetalt. Beløbet dækker over efterbetaling og godtgørelse til tre personer, der har været ansat på stedet samt en bod på 50.000 kroner til 3F for brud på overenskomsten for gartneriarbejdere.

Det skriver Fagbladet 3F.

Underbetalingen på gartneriet blev opdaget under et kontrolbesøg fra 3F. Ifølge fagbladet viste besøget, at ingen af de kontrollerede medarbejdere fik løn efter overenskomsten, medarbejderne arbejdede mere end 37 timer, men fik ikke overtidsbetaling, og der blev ikke indbetalt feriepenge og pension. 

- Arbejdsgiveren har i en lang periode udnyttet vores medlemmer ved at føre dem bag lyset og sætte dem i en loyalitetskonflikt over for både deres familie og bopæl. Det er en helt urimelig situation at sætte lønmodtagere i, siger Charlotte V. Petersen til Fagbladet 3F. 

Hun er formand for 3F Odense GOPS, som står for "grønt område, offentligt område og privat service".

Gartneriet er medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A. Derfor skal man give løn efter foreningens overenskomst med 3F for arbejde på gartnerier. 

Ejeren af gartneriet Jeppe Aavang Jensen kalder det 'fejl', at man ikke har levet op til overenskomsten. 

- Vi har lavet nogle fejl, og dem har vi rettet. Det er sådan set det, jeg har at sige til det, siger han til Fagbladet 3F.

Vidste du ikke, at du havde overenskomst?

- Det eneste, som jeg ønsker at udtale mig om, og som jeg har fået at vide af min advokat, er, at vi har lavet nogle fejl. Det er vi blevet klar over, og dem har vi rettet efter alle forskrifter fra 3F, siger gartneriejeren.

Oversigt

    Oversigt