I det fynske folks tjeneste

Undgå indbrud i ferien: - Nabohjælp er noget, der virker

Ferien er for alvor startet, og det betyder mange tomme fynske hjem. Det plejer også at betyde, at indbrudstyvene er mere aktive.

Nabohjælp er noget af det, der skræmmer indbrudstyvene væk Foto: Arkiv / Morten Albek

Selvom mange fynboer formentlig ikke er lige så langt væk hjemmefra, som de plejer i sommerferien, så er det stadigvæk over sommeren, at der normalvis er flere indbrud.

Indbrudstallene på Fyn har overordnet set været lave i corona-perioden, hvor mange af os, har måttet være hjemme eller arbejde hjemmefra. Også selvom vi nogenlunde er ved at være tilbage på arbejde, eller er taget på sommerferie, så er der fra 1. juli til 13. juli 2020 kun anmeldt 53 indbrud, og sidste år i samme periode var det tal 84. 

Men sommerferien er typisk der, hvor Fyns Politi oplever mange indbrud.

Læs også Vanvidskørsel på Rugårdsvej: Flugtbil fundet

Derfor anbefaler Fyns Politi til, at hvis man skal væk fra sin bolig, så er det en god idé at tilmelde sig nabohjælp og at gøre en ekstra indsats for, at huset ikke ser forladt ud.

Få huset til at se beboet ud

Ifølge lederen af Fyns Politis indbrudsgruppe, så er noget af det, der skræmmer indbrudstyvene væk, hvis de bliver usikre på, om der er nogen hjemme. 

- Det handler om at gøre indbrudstyvene usikre på, om der er nogen hjemme eller ej. Og her er der flere lette ting at sætte i værk, siger Finn Wegner.

 

Råd til at forebygge indbrud

• Få naboen til at tømme postkassen og sætte affaldsbeholderen ud, så den bliver tømt 

• Hæng vasketøj på tørresnoren 
• Lad radioen og noget lys være tændt
• Få naboen til at parkere i din indkørslen eller stil et par cykler
• Tilmeld dig Nabohjælp
• Vær opmærksom på små tegn ved din bolig 

 

Naboer virker

Udover de tiltag man selv kan sørge for i hjemmet, så er Nabohjælp ifølge Fyns Politi noget, der virker.

- Nabohjælp virker, fordi det bygger på naboskab, tillid, sammenhold og samarbejde. En indbrudstyv er kun interesseret i værdier, og vil for alt i verden undgå at blive set eller genkendt. Derfor virker mennesker – og altså naboer – forebyggende, siger Finn Wegner.

Læs også Vanvidskørsel: Byråd får henvendelser fra utrygge borgere

I den seneste opgørelse over tilmeldte til Nabohjælp er tallet faldet i Fyns Politikreds. Det ærger Fyns Politi, men det kan skyldes, at ikke-aktive brugere er blevet slettet.   

En sidste ting, som man skal være opmærksom ved omkring sin bolig, er små "tegn".

- Det kan være en dåse eller en sammenkrøllet pose, som tyvene smider i indkørslen, og så holder de øje med, om den bliver fjernet eller om den bare får lov at ligge, for så er det nok sandsynligt, at beboerne er bortrejst. Så hvis naboen alligevel tømmer postkassen, kan det være smart, hvis vedkommende også lige kigger efter de her små ”tegn” og fjerner dem, siger Finn Wegner.