Ung mand forsvundet efter besøg på diskotek

Store politistyrker fra Odense og Nyborg blev mandag indsat i eftersøgningen på en ung mand, der forsvandt i Nyborg natten til søndag. Den 19-årige odenseaner forsvandt efter et besøg på et diskotek, og politiet vil ikke udelukke, at der kan være tale om en forbrydelse.

-

Den forsvundne er den 19-årige Daniel Kjær Storm Kristensen fra Odense. Han var lørdag aften til fest hos nogle kammerater i Nyborg og efterfølgende gik de i byen på diskotek Crazy Daisy i Nyborg. Klokken 01.38 forlod den unge mand diskoteket i spirituspåvirket tilstand kun iført en bluse.

Velfungerende mand
Hans venner troede at han havde toget hjem til Odense, men siden han forlod diskoteket har ingen set Daniel Kjær Storm Kristensen. Han beskrives som en velfungerende ung mand, og politiet vil ikke udelukke, at manden har været udsat for en forbrydelse eller der er tale om en ulykke.

Nyborg Politi gennemsøgte mandag både havnen, banearealerne og området omkring Crazy Daisy, men indtil videre uden resultat.

Signalement
Daniel Kjær Storm Kristensen er omkring 195 cm høj og spinkel eller mager. Han har en karakterisktisk hoppende gang. Han har kort blond hår, og ved afgangen fra Crazy Daisy var han iført en beige bluse, beige bukser og mørke sko.

Hvis manden ikke dukker op vil politiet indsætte helikoptere i eftersøgningen i Nyborg.

Henvendelser til Odense Politi i sagen på 66 14 14 48.

Oversigt

    Oversigt