Seksårige Liam blev diagnosticeret med en sjælden type hjernekræft kort efter, at hans mor havde overvundet sin egen kræftsygdom.

Familien blev derfor tvunget ud i en ny kræftkamp, hvor Liam gennemgik intensiv behandling med både stråle- og kemoterapi. Forældrene deler deres historie for at skabe opmærksomhed og håber på støtte fra samfundet i denne svære tid.

Allerforrest i autografkøen har en helt særlig gæst fået plads. Liam Børre Bastrup står med sin far og venter på Jonas Vingegaard, og det er ikke tilfældigt de står forrest.

- Der blev lagt et billede på de sociale medier med min søn, hvor han har en Jonas Vingegaard kasket på. Det har Jonas og Trine så set og inviteret os, forklarer Martin Børre Bastrup.

Kasketten er blevet særlig for Liam, for når han ikke har den på, er der ikke meget hår. Han har kræft.

- Så blev vi inviteret hertil, og har nu fået en autograf. Det er stort og rørende, forklarer Martin Børre Bastrup.

Kort efter bliver han mundlam. For Jonas Vingegaard kommer over til dem med en gave. En gul førertrøje fra Tour de France.

- Jeg er rørt, siger han inden han krammer et familiemedlem.

Et symbol på, at Jonas Vingegaard er et godt menneske og noget helt særligt, mener Martin Børre Bastrup. Og hans søn har fået et særlig minde.

- Det er sejt, jeg er meget glad, siger Liam Børre Bastrup, som har set det meste af Tour de France hjemme i stuen på Sydfyn.

Det var en helt normal vinterdag i december måned, Liam var blevet sendt i børnehave, og hans mor var kørt hjem igen. Fuldstændig som de plejede at gøre. 

Men én ting, der ikke plejede at indgå, var et opkald fra børnehaven mange timer inden Liam skulle hentes.

Mays telefon ringede før middag, og i den anden ende af røret fortæller en pædagog, at Liam pludselig er blevet meget sløv og bleg i ansigtet. May tager med det samme ud og henter ham, de tager hjem, men om aftenen bliver Liam dårligere og får feber. De sætter derfor kursen mod lægevagten. 

Ved lægevagten får Liam taget en blodprøve, og her var resultaterne desværre ikke til at tage fejl af. Liam har leukæmi. Fra det ene øjeblik til det andet gik Liam fra at være et raskt lige fyldt femårigt barn til at være meget syg med en fremtid, ingen turde spå om. 

- Det er et mareridt, der bliver til virkelighed, fortæller Liams mor May Børre Bastrup. 

Glæden erstattes af chok og sorg

For bare ti dage siden var Liams mor, May, selv blevet erklæret kræftfri. Det blevet fejret med jubel over aldrig at skulle sætte sine fødder på en kræftafdeling igen. Men nogle gange overhaler virkeligheden bare én indenom, og det gjorde den for Liam, May og deres familie. 

Liam kunne nu se frem til i hvert fald to og et halvt års kræftbehandlingsforløb på børnecancer-afdelingen H2 på OUH. Og familien gik igen en fremtid i møde med frygten for at miste en, de elsker. 

- Det var et hårdt slag, og der gik lang tid, før det gik op for os, at det var kræft, han havde. Ti dage efter mig, det kunne simpelthen ikke være rigtigt, fortæller May, hun holder en lille pause og fortsætter så:

- Min første tanke var: Har han fået det, fordi jeg nu har overlevet? Er det så hans tur, og overlever han det så? For hvorfor skulle vi være så heldige, at vi begge to overlever det?

Liams behandling startede hårdt ud med fem kemokurer om dagen. Så hvis ikke alvoren var gået op for både Liam og familien, så gjorde den det i hvert fald nu. 

Efter et par uger begyndte Liam at miste sit hår. En ting, de havde forberedt både Liam og hinanden på ville ske. Alligevel var det lige præcis det øjeblik, der gjorde det hele meget mere til virkelighed. 

- Det var rigtig hårdt, da han mistede håret. Det var der, det rigtigt gik op for mig, at han faktisk var dødeligt syg, siger Martin Børre Bastrup. 

Kort tid inden Liam mistede sit hår barberede Liams far Martin, farbror og morbror sig skaldede. På den måde ville Liam ikke føle sig alene, når han mistede sit hår. Det har været vigtigt for familien, at de var så meget i det sammen med Liam som muligt, så ikke ville føle sig alt for anderledes. 

Hospitalet bliver hverdag

Som dagene gik blev børnecancer-afdelingen på OUH mere og mere hjem for Liam og familien. Den dag Liam fik konstateret leukæmi var han indlagt i cirka en måned. Og juleaften blev derfor også holdt på hospitalet. Og man kunne fristes til at tro, at Liam aldrig vil glemme den aften. Men han var så syg, at han intet kan huske. 

I dag er Liam ikke længere indlagt på hospitalet. Men hver tirsdag skal han derud for at få taget blodprøve. På den måde kan lægerne følge med i sygdommens udvikling og justere på den mængde medicin og kemo, han skal have. 

Og netop kemokuren får han nu hver femte uge i stedet for hver dag. Det er en intens form for kemo, som de kalder "hurtigkuren", fordi den kun tager omkring fem minutter at få ind i kroppen. Kuren er hård, og det er derfor, han ikke behøver at få den flere gange end hver femte uge. 

Kemokuren får han gennem en "port", som er opereret ind i hans bryst. På den måde skåner man blodårene for den hårde kur. 

Derudover skal han en gang om måneden have taget en rygmarvsprøve, ved den kan de se cellernes udvikling, og så kender de til hans præcise nuværende tilstand. Den del foregår i narkose. Og det er noget, som Liam har prøvet mange gange. 

- Det er aldrig sjovt at lægge sit barn til at sove, man man vænner sig lidt til det herude, fordi det er så mange gange, fortæller May og tilføjer:

- Det er ikke operationerne, vi er bange for. Det er svaret, der kommer ud af operationerne. Og den sidder der hver gang, at han er i narkose, så frygter vi, at de finder noget igen.

Lov til at være barn

Men selvom hospitalet ofte er forbundet med operationer, nåle, sygdom og frygt, så har børneafdelingen altså også nogle gode sider og lyspunkter. Og hvis man spørger Liam, hvad det allerbedste ved hospitalet er, kommer svaret prompte:

- Lege med Ann Berit! 

Ann Berit er pædagog på børnehospitalets kræftafsnit for børn og unge. Hendes opgave er at lege med børnene og forsøge at bringe noget normalitet ind i børnenes hverdag med leg, spil og grin. Det gør hun i en et lokale på afdelingen, der giver en følelse af at træde ind i et helt andet univers. Her er der rummeligt, fyldt med legetøj, der roder, intet har en fast plads, det flyder med kort fra et unospil og blyanter, der ligger over tegninger, der kun er halvt færdige. Her er højt til loftet og rum til at være barn. 

I starten ville Liam ikke snakke med nogle fra personalet, han var bange, og det betød også, at han i starten var bange for Ann Berit. Men det er det, som Ann Berit kan. Hun vinder børnenes tillid og hjerter. I dag glæder Liam sig til at komme ud på hospitalet, for det betyder, at han kan komme ind og lege med Ann Berit. 

- Hun hjælper os, når noget er galt. Og så vil hun hele tiden lege. Især med mig, fortæller Liam. 

Men det er ikke kun for børnene, at Ann Berit er et pusterum, det er hun også for forældrene. Det kan være hårdt som forælder hele tiden at skulle være der for sit barn, holde humøret oppe, tage smilet på, trøste og give tryghed. For alt imens går forældrene også gennem en sorg, som skal bearbejdes. Og det er der tid til, når Ann Berit kan tage lidt over. 

- Ann Berit er guld værd, det er hun, fortæller May og fortsætter:

- For ligesom, at det kan blive for meget for os forældre at skulle være lukket inde på et sygehus, så bliver det også alt for meget for børnene, at de kun har mor, far eller begge. Hun er god til at fjerne fokusset fra sygdommen. 

Da Ann Berit startede som pædagog på børnehospitalet skulle hun lære at acceptere, at hun ikke er den, der kan helbrede børnene. Det stærke bånd, som hun får med dem, gør, at arbejdet er emotionelt hårdt. Men det er lige netop af den grund, hun brænder for at være der. 

- De fortjener en hverdag som alle andre børn. De fortjener at føle sig så almindelige som muligt. De fortjener, at få fjernet fokus fra sygdommen, fortæller hun. 

- Jeg ved, jeg ikke kan helbrede dem, men jeg kan bidrage med at de får lidt barndom og frirum. Det er det med at komme hjem fra sygehuset til sine søskende og faktisk har haft det sjovt, så har man også en anden historie med tilbage, end at man for eksempel blev stukket tre gange i armen, afslutter Ann Berit. 

Den skæbnesvangre dato

Den 23. december i år får Liam og familien svar på, om Liam er rask. Det er datoen for den allersidste  behandlingsdag. Her finder de ud af, om der skal lægges en ny behandlingsplan for Liam, eller om han skal over til kontrol. Og sidstnævnte vil sige, at så er Liam kræftfri. Hvis skæbnen vil, at der skal lægges en ny behandlingsplan for Liam, betyder det, at Liam skal indlægges på Rigshospitalet. 

Generelt er det sådan med kræft, at der efter en raskmelding er risiko for, at sygdommen kan komme tilbage. Men i dag er statistikkerne for overlevelse heldigvis rigtig gode. 

- I dag er det sådan, at det i Danmark ser sådan ud, at otte ud af ni børn, der får en kræftdiagnose, vil overleve. Det svarer altså til 89 procent, fortæller Mathias Ranthe, der er overlæge på børneonkologisk afdeling på H.C. Andersen Børnehospital i Odense. 

- Vi er ikke typer, der tænker 'hvad nu hvis, Liams behandling ikke fungerer, som den skal.' Vi er nogle, der har det sådan 'selvfølgelig gør den det!', fortæller May og fortsætter:

- Det er uretfærdigt, hvis det ikke er, så selvfølgelig skal han nok komme igennem det, fastslår hun. 

Liam tæller også ned til det bliver den 23. december. Men hans nedtælling er lidt anderledes end at tælle dage:

- Jeg har kun to tilbage af sovelægerne, fortæller han. 

Det er det, han kalder narkoselægerne. Så det vil altså sige, at Liam kun har to operationer tilbage. Og det han glæder sig allermest til, ved snart at være kræftfri, er noget, som mange nok tager for givet at have friheden til.

- Jeg glæder mig til at komme i boblebad igen og være udenfor, når det regner. Jeg savner også at hoppe i vandpytter ... boing, boing, boing, PLASK, griner han. 

- Det vil være den bedste julegave at få, at han er helt fri, afslutter May.