Unge afviser forslag om hævet aldersgrænse for alkohol: Hvorfor snakker I ikke med os i stedet?

Regeringen vil hæve aldersgrænsen for køb af alkohol. Unge savner at blive hørt i stedet for blot at blive påduttet flere regler.

Hvis unge gerne vil have fat i alkohol, så får de det på den ene eller den anden måde. Og derfor vil det ikke ændre noget, hvis Folketinget vedtager regeringens forslag om at unge skal være fyldt 18 år for at kunne købe alkohol.

Det var blandt budskaberne fra eleverne på Viby Efterskole i Nørre Aaby, da TV 2 Fyn torsdag inviterede til debat om unge, alkohol og festkultur.

- Enten spørger de en ven, som er gammel, eller også spørger de deres forældre.

- Jeg begyndte selv at drikke, da jeg var 14 år, og det fik mig til at føle, at den der lov er lidt overflødig, siger Rune Bjerregaard Jepsen, der går i 10. klasse på den vestfynske efterskole.

Han bliver bakket op af Sofie Mandrup Madsen, som heller ikke for alvor tror, at forslaget vil gøre nogen forskel.

- Nu er der heller ikke ret lang tid til, jeg selv bliver 18 år, og jeg tror heller ikke, at den her lov vil forhindre folk i det. Men jeg forstår godt, hvor den kommer fra, og jeg tror også, at det måske vil gøre en forskel på længere sigt, hvor folk vil starte med at drikke senere, siger Sofie Mandrup Madsen.

I stedet for at komme med en lov, der sætter en aldersgrænse, som unge alligevel kan finde måder at omgå, opfordrer hun til mere dialog med dem, det egentlig handler om: De unge.

- Jeg oplever mange, der starter virkelig tidligt. Løsningen er ikke bare en lov, men mere det her med som forældre at snakke mere med sine børn om alkohol. Om hvordan man gør det på en ordentlig måde, så man ikke behøver lave alle de her regler, men har tiltro til, at folk de kan kontrollere det ordentligt, siger Sofie Mandrup Madsen.

Kan ikke stå alene

Sammenlignet med andre europæiske lande skiller unge i Danmark sig ud i forhold til, hvor tidligt man drikker, og især hvor meget man drikker ad gangen.

Interesseorganisationen Alkohol & Samfund arbejder for at forandre alkoholkulturen i Danmark. De bakker derfor fuldt op om regeringens forslag, men direktør Ida Fabricius Bruun kan godt følge de unge og mener heller ikke, at forslaget kan stå alene.

Hun roser derfor Sofie Mandrup Madsen, men påpeger også vigtigheden af, at den danske lovgivning samtidig peger den rigtige vej i forhold til signalværdien.

- Du har nogle gode pointer, som også er dem, vi har. Men det er vigtigt, at vores lovgivning sender et rigtig tydeligt signal om, hvornår noget er i orden. Sundhedsstyrelsen siger jo nu, at unge slet ikke bør drikke alkohol – overhovedet. Og så giver det jo ikke mening, at I selv kan købe det i butikkerne, siger Ida Fabricius Bruun.

Tal med os

På Viby Efterskole føler Linnea Cohrt Grid, der også går i 10. klasse, sig endda en smule provokeret af den socialdemokratiske regerings forslag, og hun tror endda, at det derfor måske endda kan give nogen unge under 18 endnu mere lyst til at købe og drikke alkohol, hvis det bliver forbudt.

- I skal ikke bestemme. Lad nu bare være. Helt ærligt, siger Linnea Cohrt Grid med et grin og uddyber:

- Hvis der kommer nogle voksne mennesker og siger, at: ”Det her må I ikke”, så begynder min lille teenage-krop at være sådan: ”Nå, okay. Jamen så gør jeg det da alligevel.

- Man får lyst til at være rebel, når nogen vil bestemme, hvad man skal gøre, supplerer efterskoleveninden Anna Rasmussen.

De to håber derfor ikke, at regeringens forslag bliver til lov, så unge først kan købe alkohol, når de er fyldt 18.

- Det vil være bedre, hvis de får nogen fra målgruppen til at snakke om det – ligesom vi gør nu – så andre unge kan se, at det er et emne, der kan tales om, uden at det er tabubelagt, siger Linnea Cohrt Grid.

Mangler aktiviteter

I stedet for flere love og regler, som skal forhindre unge mennesker i at drikke alkohol, peger efterskoleeleverne på, at der skal være flere aktiviteter og muligheder for netop den aldersgruppe.

Altså gulerod frem for pisk.

- Vi mangler noget at lave. Jeg er en meget aktiv person, jeg kan ikke bare sidde derhjemme på en sofa. Men jeg mangler noget at lave. Der er ikke særlig tit nogen fritidsaktiviteter for unge, der er måske en ungdomsklub, men det føles ikke så interessant på en måde. Så hvor skal jeg gå hen?, spørger Victor Mikkelsen, der som de øvrige går i 10. klasse på Viby Efterskole.

Han fortæller, at han ofte holder fester "bare for at drikke", men egentlig ville han hellere - eller i hvert fald gerne også - noget andet. Til gengæld giver det ham noget, han mangler.

- Det er den måde, jeg får fællesskab på. 

TV 2 Fyn har i de seneste uger skrevet en række artikler om unge og festkultur. Blandt andet har vi lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne på Viby Efterskole, hvor knap halvdelen af eleverne svarer, at de har har kysset med en i fuld tilstand, som de siden har fortrudt.

Den historie kan du læse mere om her.

Du kan også se hele debatten fra Viby Efterskole via vores Facebook Live herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt