Unge dystede i entreprenørskab

Festsalen på Odense Rådhus var torsdag rammen, da der blev holdt DM i Entreprenørskab for grundskoler.

Over 1000 elever fra fynske 8. - 10. klasse har torsdag været med i de indledende runder i NextLevel-konkurrencen, som ledte op til DM.

I alt 20 hold kvalificerede sig til finalen.

Og William Andrews, Emilie Glintborg Foged og Tine Rubæk fra Vesterdal Efterskole i Nr. Aaby imponerede dommerne med deres idé Bed In a Box, B.I.B.

Kassen kan transportere nødrationer til katastroferamte ofre og samtidig fungerer den også som en seng og et opbevaringssted for de katastroferamtes ejendele.

Kassen kan spændes på ryggen og tages med, og det gennemarbejdede koncept gav de tre elever den samlede førsteplads.

Dystede i fire kategorier

Til DM i Entreprenørskab dystede de unge i fire kategorier: Bevægelse, Sprog & Kultur, Velfærd & Samfund og Viden & Verden.

Eleverne bag B.I.B. vandt først kategorien Viden & Verden, og derefter dystede de mod de tre andre kategorivindere om at blive den samlede vinder.

Men de fynske skoler markerede sig også flot på andre af topplaceringerne:

  • "TIK - Trivsel i Klassen" fra Vesterdal Efterskole vandt kategorien Sprog & Kultur
  • "RÅSTOF" fra Vesterdal Efterskole vandt kategorien Velfærd & Samfund
  • "Velotica" fra Sct. Hans Skole vandt 3. pladsen i kategorien Bevægelse

Oversigt

    Oversigt