Unge fynske mænd vil afskaffe madspild

Madspild skal løses med en ny fynsk app udviklet af et par fynske handelsgymnasieelever

Madspild er et emne, der ofte kommer op i debatten. Maden går over udløbsdatoen, og så er butikkerne nødt til at smide den ud i containeren. Der bliver den måske fundet af såkaldte skraldere, der ser stort på, at maden i princippet nu kan være sundhedsskadelig. Samtidig er der supermarkeder på vej, hvor maden skal sælges til reduceret pris, når udløbsdatoen kommer tæt på. ”Hmm, det må vi kunne gøre smartere.” Så tænkt, så gjort, og nu er to elever fra Tietgen Handelsgymnasium klar med et koncept, der i al beskedenhed skal gavne butikker, forbrugere og samfundet.

- Butikkerne smider i gennemsnit mad for 12.000 kroner ud hver måned, og det er det, som skralderne går og tager. Og det er også nogen af dem, vi gerne vil have ind i butikkerne igen. På den måde laver vores app en win-win-win-situation, hvor vi har samfundet, der har gavn af et lavere madspild, forbrugerne kan finde varer, der stadig kan bruges, og butikkerne får forøget omsætning, fortæller Matias Korsgaard. Han er en af de to idemænd til app’en, der for øvrigt hedder Last Call.

Last Call finder de varer, som sælges billigt i nærheden af brugeren, fordi de er ved at udløbe. App’en er dog stadig kun på idestadiet, men de to handelsgymnasieelever deltager med den onsdag denne uge i finalen ved Young Enterprise-konkurrencen i København.

Det hele startede som et skoleprojekt, men de to er nu klar til et realisere den som en rigtig virksomhed. De har allerede talt med flere butikker, der vil være interesserede, og de har bl.a. fået en hensigtserklæring fra en lokal Rema 1000, der har indvilliget i at bruge den.

- Vi kan se nu, at der er mulighed for, at det kan lade sig gøre, fortæller den anden idemand Chris Baslund.

De to vil give butikkerne mulighed for at bruge app’en gratis i en periode, og ellers bare gøre det så nemt som muligt for alle at komme i gang.

- Det er vigtigt, at det ikke bliver for komplekst. Det er det, det handler om. Det skal være nemt for forbrugerne og for butikkerne, lyder det fra Chris Baslund.

Oversigt

    Oversigt