Unge mennesker lod næverne tale

To grupper af unge mennesker havde tirsdag aften sat hinanden stævne på Aarupskolen. Her opstod der slagsmål på baggrund af en strid, der var opstået imellem en kvinde fra Aarup og en mand fra Odense.

Aftale om slagsmål

Assens Politi rykkede tirsdag aften ved 18.45-tiden ud på baggrund af et tip om, at der skulle være slagsmål i nærheden af Aarupskolen. 

Her traf politiet en gruppe unge mennesker fra Aarup bestående af fire mænd i alderen 16-32 år og en kvinde på 16 år. Gruppen fra Aarup havde forinden været i klammeri med en gruppe unge mennesker fra Odense, som var forsvundet, da politiet nåede frem.

Omdrejningspunktet for striden er tilsyneladende, at en kvinde fra Aarup er blevet sur på en mand fra Odense. De to grupperinger af unge mennesker havde derfor aftalt at mødes og lade næverne tale.

Bøder på vej

Da politiet nåede frem til Aarupskolen, var selve slagsmålet overstået:
- Vi er dog ikke i tvivl om, at der har været slåskamp, for det var der tydelige tegn på, oplyser vagthavende ved Assens Politi. 

De kamplystne unge mennesker fra Aarup får nu en bøde for at have overtrådt Ordensbekendtgørelsens bestemmelser om, at det er forbudt at "indlede sig på slagsmål".

Oversigt

    Oversigt