Unge odenseanere bliver boende i deres barndomsby

Unge odenseanere er glade for Odense. Faktisk er de så glade for den fynske storby, at mere end hver tredje unge odenseaner er blevet i byen, selvom de er fyldt mere end 30.

Hvis du er ung og fra Odense, er der stor sandsynlighed for, at du stadig bor i Odense. Det viser en ny analyse fra Komunernes Landsforening (KL). 

Ifølge analysen er 40 procent af årgang 1983 blevet boende i Odense ved udgangen af 2017. Dermed er Odense den kommune i Danmark, der er bedst til at holde på de unge borgere. Til sammenligning holder Nyborg, den næstbedste fynske kommune, kun fast i 28 procent af borgerne fra årgang 1983. 

Artiklen fortsætter under grafen. Kan du ikke se grafen, så klik her.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tilfreds borgmester

På borgmesterkontoret i Odense er der glæde over analysen fra KL. 

- Det er rigtigt positivt, for det er noget, vi er meget bevidste om, og vi arbejder på at fastholde flere af vores unge efter endt uddannelse, fortæller borgmester Peter Rahbæk Juel (S)

Ifølge Peter Rahbæk Juel er der flere forklaringer på, hvorfor unge odenseanere bliver boende i Odense. Han påpeger, at gode studiemuligheder kombineret med kulturelle arrangementer fastholder unge odenseanere. 

- Vi har omkring 45.000 studerende ud af i alt 202.000 indbyggere, så det er en del af vores dna. Derfor arbejder vi hele tiden på at skabe en godt studieliv med både attraktive studenterhuse, mange foreninger og de 78 festivaler, der afholdes i Odense, forklarer borgmesteren. 

Uddannelse og job er afgørende

Borgmesteren i Odense bliver bakket op af flere eksperter. lfølge Thorkild Ærø, direktør på Statens Byggeforskningsinstitut, er Odenses uddannelses- og jobmuligheder afgørende for, at unge odenseanere bliver boende i deres opvækstby.

- Det handler om, om man kan få en uddannelse og siden job. Det kan man se ved, at det er de større byer med universiteter og andre uddannelsesmuligheder, der ligger øverst, forklarer Thorkild Ærø. 

Thorkild Ærø bliver bakket op af Helle Dalsgaard Pedersen, der er erhvervs-PhD-studerende ved Aalborg Universitet. Hun har forsket i, hvad der får unge til at flytte fra ydreområder som eksempelvis Ærø og Langeland.

quote Det handler om, om man kan få en uddannelse og siden job.

Direktør på Statens Byggeforskningsinstitut

- Dem, der bliver boende i det område, de er vokset op, er ofte dem, der har muligheden for at tage uddannelsen i nærheden af, hvor de bor. Det gælder blandt andre unge i de større byer, som derfor også topper listen. Det forklarer Helle Dalsgaard Pedersen. 

Andre fynske kommuner halter bagefter

Det er Odense Kommune, der klarer sig bedst, når det kommer til at holde på de unge indbyggere. Kigger man på eksempelvis Assens Kommune er det kun 13,6 procent af årgang 1983, der udelukkende har boet indenfor kommunegrænsen siden de afsluttede deres grundskole. Værst ser det dog ud på Ærø. Her er det kun 8,7 procent af øens unge beboere, der udelukkende har boet på øen de seneste 18 år. 

Bag om analysen

Forklaringen på de to kommuners udfordringer med at fastholde de unge borgere kan findes i kommunernes udvalg af uddannelser til unge. 

- Hvis man ser på tendenserne og samfundsretorikken, er det oplagte valg for unge at flytte til en større by med flere muligheder både job-, uddannelses- og kulturmæssigt. Det forklarer Helle Dalsgaard Pedersen. 

Hovedparten af de fynske uddannelser er koncentreret i Odense. Der er kun få eller ingen mulighed for at tage en videregående uddannelse i de resterende kommuner på Fyn samt Ærø og Langeland. 

På landsplan er det særligt de store bykommuner, der formår at holde fast i de unge borgere. I top fem-listen finder man udover Odense fire jyske kommuner i form af Aalborg, Randers, Esbjerg og Aarhus.

Ifølge KL vælger flere unge også at flytte tilbage til deres opvækstkommune efter at have boet i en anden kommune. Derudover bliver mange unge boende i den samme landsdel, som de er vokset op i. 

Oversigt

    Oversigt