Unge piger får stress

En ny undersøgelse viser at de fleste gymnasie- og erhvervsskoleelever mistrives.

En stresset hverdag, dårlig søvn eller lavt selvværd. Det er noget mange gymnasie- og erhvervsskoleelever kan nikke genkendende til. Gymnasieeleven Mia Kliver har på egen krop mærket, hvordan de mange skoleopgaver har presset hende.

- Man er simpelthen så udmattet, og man får ikke nok søvn. Man tænker måske på, at man skal hjem og nå på arbejde eller nå at lave afleveringer, og man har hele tiden hovedet et andet sted, siger Mia Kliver fra 2.g. på Tietgen Handelsskole.

Omkring otte procent af landets gymnasie- og erhvervsskoleelever oplever psykiske problemer dagligt, og det er i høj grad pigerne, der mistrives.

På Headspace, der er en ungdomsrådgivning i Odense, har man oplevet mange unge, der døjer med de udfordringer som undersøgelsen beskriver.

- De føler sig stressede, og måske lukker de sig inde, så de ikke rigtig kommer ud, og er sammen med deres venner. De kan også opleve søvnproblemer og gå med en knude i maven hele tiden, siger Line Andersen ungdomsrådgiver og cand.psyk.

Line Andersen forklarer, at de unge ofte sammenligner sig med andre unge. De forsøger, at fremstille det bedste billede af sig selv - det gælder både i skolen, blandt venner og på de sociale medier.

- Man bliver ved med at forholde sig til de andre. De kan godt nå det hele. Det kan godt være lidt frustrerende, siger Mia Kliver.

Oversigt

    Oversigt