Der bliver talt meget om flugten fra land til by. Om udkantsdanmark, vandkantskommuner eller kragernes vendeplads. Men nu er det ikke alle, der har planer om at rykke til hovedstaden eller udlandet for at få succes.
- Jeg bor absolut ikke i Udkantsdanmark. Vi har været her i mange år. Assens er jo stadig midt i Danmark.
Det viser en undersøgelse fra Dansk Industri, som flere end 7.000 danske virksomheder har deltaget i.
58 procent af fynske virksomheder vil blive lige der, hvor de er nu. Også selvom de fik frit valg på hele verdenskortet. Ni procent ville dog gerne flytte adresse - men det skulle være inden for samme kommune.
I Assens holder Strøjer Tegl til - og her har man ikke planer om at flytte.
- Jeg bor absolut ikke i Udkantsdanmark. Vi har været her i mange år. Assens er jo stadig midt i Danmark. Vi er tæt på de medarbejdere, som har været her i mange, mange år. Og det er væsentligt. Og så har vi mellem 18 og 20 minutter til motorvejen, så det er relativt hurtigt, at vi kan komme rundt i hele Danmark, fortæller direktør Flemming Rasmussen til TV 2/FYN.
Og netop medarbejderne og infrastrukturen er vigtige områder for de fynske virksomheder. Over halvdelen af de fynske virksomheder svarer, at en velfungerende infrastruktur er vigtig for placeringen. Over 40 procent mener også, at adgangen til kvalificerede medarbejdere har stor betydning. Og så er adgangen til kunderne også nævnt som vigtig.
Til gengæld vil kun 52 procent af virksomhederne fortsat blive i kommunen, hvis de forgæves har forsøgt at rekruttere nye medarbejdere.
Mens 61 procent af de virksomheder, som ikke har haft rekrutteringsproblemer, gerne vil blive i området.