Vådere end gennemsnittet: Torsdag venter timevis med regn

Endnu en gang vil regnen vælte over Fyn. Først i eftermiddags- og aftentimerne er der mulighed for opklaring.

Vejrudsigten er efterhånden blevet lidt af en gentagelse. Regnen er fosset ned over Fyn de seneste dage og torsdag bliver desværre ingen undtagelse.

- Torsdag begynder med en linje af byger. Intensiteten i bygerne kan godt være noget forskellig - måske kan der være hagl i forbindelse med dem, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jesper Ringgård Christiansen.

Temperaturen vil fra morgenstunden ligge omkring fem graders varme og vil kun stige ganske få grader i løbet af dagen.

- I eftermiddagstimerne vil temperaturen bare være på en syv-otte grader. Altså i den lave afdeling, oplyser meteorologen.

Regnfuld maj

Inden vejret vender - og det gør det formentlig allerede fra fredag - vil enkelte steder i landet med stor sandsynlighed have oplevet tre døgn med nærmest uafbrudt regn.

Sidst på eftermiddagen og aftenen torsdag er der en mulighed for, at det kan bryde en lille smule op i skydækket, men overvejende altså skyet med lange perioder med regn.

De seneste to dage er der faldet mere end 30 millimeter regn på Fyn. Ifølge TV 2 Vejret falder der i gennemsnit 47,3 millimeter regn i maj.