Våben lå og flød

Sabler, bajonetter og ni rifler blev natten til onsdag beslaglagt hos en 45-årig mand i Assens.

Hjemmeværnsmand

Ifølge vagtchefen hos Fyns Politi kom politiet på sporet af manden efter et solouheld på Stumpen ved Middelfartvej i Assens. Manden var kørt galt, men var stukket af, da redningsmandskabet og politiet kom frem.

Bilen blev undersøgt, og her fandt politiet en ni mm skarpladt pistol. En hundepatrulje kørte til den adresse, hvor bilen er registreret og den 45-årige blev anholdt. På adressen fandt betjente sabler, bajonetter og rifler liggende på gulvet.

Manden er i hjemmeværnet og har derfor tilladelse til at opbevare våben hjemme. Dog havde han ikke tilladelse til pistolen.

- Men våben skal være forsvarligt låst inde, siger vagtchefen til TV 2/FYN.

Ifølge vagtchefen har manden ikke umiddelbart relationer til bande- eller rockermiljø.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag, hvor anklageren vil kræve ham varetægtsfængslet. Efter en stramning af våbenloven koster det som udgangspunkt en straf på et halvt års fængsel, hvis man færdes på gader og stræder med farlige skydevåben.

Oversigt

    Oversigt