Vacciner og sommervejr åbner for mærkbare corona-lempelser

Med lave smittetal og flere vacciner er et bredt flertal i Folketinget klar til at lempe på restriktionerne.

Onsdag skal Folketingets partier forhandle om yderligere genåbning. Og med lav smitte, sommersol og vacciner er et stort flertal mere end klar til at lempe på ikke mindst kravene om coronapas og mundbind.

Det siger de forud for mødet, der begynder onsdag eftermiddag.

- Nu skal vi se, hvad myndighederne siger. Men vi ligger et godt sted. Smittetallene har været stabile på trods af en stor genåbning, og nu er vejret vendt.

- Så der er meget, der tyder på, at vi kan kigge på restriktioner som mundbind, åbningstider, forsamlingsforbud og andet, siger Stinus Lindgreen, der er formand for Folketingets Epidemiudvalg og sundhedsordfører for De Radikale.

Også SF er klar til at se på restriktionerne vedrørende mundbind. Partiet peger blandt andet på plejehjem som et sted, hvor både ansatte og beboere er vaccineret.

Fra blå blok står både Venstre og De Konservative parate til at rulle brugen af såvel mundbind som coronapas betydeligt tilbage.

- Det skal ske så hurtigt som muligt. i en situation hvor der er cirka 150 indlagte, og over 40 procent af befolkningen er i gang med at blive vaccineret, siger formand for De Konservative Søren Pape Poulsen, mens Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, siger:

- Det belaster den enkelte samt restauranter, museer og fitnesscenter, som skal kræve, at folk viser coronapas.

- Vi er et sted i epidemien, hvor der er meget lave indlæggelsestal og godt styr på tingene. Nu er der behov for at få løsnet grebet om danskerne og de danske virksomheder.

Hos Dansk Folkeparti ser man også gerne en udfasning. Og for formand Kristian Thulesen Dahl står mundbind først for:

- Vi skal af med det mundbind. Jeg synes allerede nu, at vi kan begynde i detailhandlen og i plejesektoren, hvor alle er vaccineret.

- Når vi forlader lokalet onsdag, så skal der ligge en klar plan. Og udfasningen skal begynde allerede fredag, siger han.

Hos Enhedslisten har coronaordfører Peder Hvelplund en mere varsom indstilling:

- Hvor meget, vi skruer på det, afhænger af, hvad myndighederne siger i forhold til den aktuelle udvikling i epidemien.

- Med corona skal man være forsigtig med at være for skråsikker.

Oversigt

    Oversigt