Væbnet røveri mod spillehal i Odense

Sent fredag aften blev en spillehal i Odense udsat for et væbnet røveri. De to gerningsmænd bagbandt personale og kunder og slap væk med 60.000 kroner.

To personer har sent fredag aften begået et væbnet røveri mod en spillehal på Rugårdsvej i Odense. Røverne slap væk med 60.000 kroner, fortæller vagthavende ved Fyns Politi.

De maskerede gerningsmænd, der var bevæbnet med pistoler, truede omkring kl. 22 én ansat og to kunder til at sætte sig ned på gulvet, hvorefter de blev bagbundet med gaffatape. Den ene af kunderne blev samtidig slået i hovedet med pistolskæftet.

Ofrene for røveriet sad bagbundet i 10 minutter, før de slap fri og kunne tilkalde politiet.

- Gæsterne og den ansatte er selvfølgelig dybt rystede og nærmest i chok, siger vagthavende ved Fyns Politi.

Politiet i Odense har lørdag morgen intet præcist signalement af gerningsmændene, eller hvordan de forlod gerningsstedet. Vagthavende kan dog berette, at røverne talte engelsk med østeuropæisk accent.

Oversigt

    Oversigt