Vælgerne skal sætte rødt eller blåt kryds i gråvejr

Valgdagen bliver en kedelig fornøjelse med byger og kun en smule sol ind imellem.

Det er byger, der følger vælgerne til stemmeurnerne torsdag, hvor danskerne afgør, hvem der fremover skal lede landet.

Meldingen fra DMI er, at valgvejret bliver "ret kedeligt".

- Det bliver en grå dag. Der kommer en del byger i hele landet, hele dagen. Men der kan trods alt også komme en smule sol ind i mellem, siger vagthavende meteorolog Klaus Larsen til Ritzau.

- Måske bornholmerne kan slippe billigere, men ellers ser det ud til, at der typisk vil falde to-tre millimeter regn de fleste steder, lyder det videre.

Vinden bliver let til frisk, mens det ved kysterne kan blive hård vind.

Temperaturen kommer til at ligge omkring 15 grader.

- Vejret har kigget på den forkerte årstid, for man kan dårligt kalde det sommer, men der kommer lidt sporadisk sol de fleste steder, siger Klaus Larsen.

Folketingskandidater, der kæmper et sidste slag i valgkampen på gader og stræder torsdag, gør således klogt i at have en paraply eller regnjakke med under armen, hvis de vil holde sig tørre.

Det samme gælder de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), der begge afgiver deres stemme kort før frokosttid, inden de igen skal trykke hånd med og uddele valgmateriale i håb om at få fingre i de sidste stemmer.

Vælgerne i Nordjylland og på Bornholm har størst chance for at få solen at se på vej til valgstedet.

Generelt er det dog svært at give et tidspunkt på, hvornår det er smartest at begive sig ud for at sætte sit kryds. Det klarer nemlig ikke op i løbet af dagen.

Oversigt

    Oversigt