Væltet trailer bremser trafik på Storebæltsbro

En væltet trailer og en tilskadekommen passager har bremset juletrafikken over Storebælt i vestgående retning.

Trafikken på Storebæltsbroen er lørdag eftermiddag gået i stå i retning fra Sjælland mod Fyn. En væltet bil med trailer har skabt problemerne, og politiet venter ikke, at trafikken kan glide godt igen før ved 18-tiden.

I første omgang så det ud til at være et overkommeligt problem. Der var godt nok brænde på traileren, så der forestod et oprydningsarbejde. Men politiet ventede relativt hurtigt at kunne rydde broen.

- Desværre er der sket det, at en af passagererne er blevet dårlig, så vi er blevet nødt til at rekvirere en ambulance, siger vagtchef Stefan Jensen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hvor uheldet i første omgang skabt kø og langsom trafik, så er trafikken senere på eftermiddagen gået helt i stå.

Det har ifølge vagtchefen skabt en kø på seks-syv kilometer, idet den strækker sig fra midten af broen og ud på den anden side af betalingsanlægget.

Den kvindelige passager i bilen har klaget over nakkesmerter, hvilket muligvis kan gøre selve ambulanceredningen mere kompliceret.

Af samme grund er politiet ikke nået til at få fjernet den havarerede bil og de øvrige rester fra uheldet.

Oversigt

    Oversigt