Vær med! Du kan vælge, hvad kommunalvalget i din kommune skal handle om

Nu kan du være med til at sætte dagsordenen for, hvad politikerne i din kommune bør debattere op til kommunalvalget den 16. november.

- Der skal mere personale på kommunens plejehjem!

- Der skal flere børnefamilier til byen!

- Bedre forhold for børnene i institutionerne!

De fleste har som fynboerne, der står bag meldingerne her, en mening om, hvad politikerne i deres kommune skal debattere frem til kommunalvalget den 16. november i år. Dem har TV 2 Fyn i samarbejde med Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis sat sig for at indsamle for at sætte et udvalg af fynboernes sager og emner på dagsordenen inden valget.

Esben Seerup, direktør for TV 2 Fyn, mener det er afgørende, at fynboerne bliver hørt og får indflydelse på, hvilke sager de regionale og lokale medier dækker i valgkampen.

- Demokrati er for de aktive. Derfor hedder TV 2 Fyns valgkampagne i år også “Vær med”. Fynboernes bidrag bliver bærende for både journalistikken og for debatterne hos os, siger han.

Derfor kan du allerede nu sende dit forslag til den dagsorden, medierne bør være med til at sætte sammen med dig i din kommune, her.

Henrik har et bud

29-årige Henrik Elmely Jensen fra Odense er en af dem, der har en sag, han mener politikerne i Odense bør tale om inden valget den 16. november:

- Jeg ville ønske, at politikerne tog sig sammen til at sørge for, at vi får genanvendt mere af det, vi smider ud. Der er mange ressourcer, der ryger til forbrændingen i stedet for at blive genanvendt, siger han.

Han peger også på, at der måske allerede er løsninger derude, Odense kan lære af.

- Der er andre kommuner end Odense, der er længere fremme, slår Henrik Elmely Jensen fast.

Henrik Elmely Jensen, Odense
Henrik Elmely Jensen, Odense
Foto: Ida Alstrup Klausen

En ny undersøgelse fra analysebureauet Epinion, gennemført for Constructive Institute, understreger netop, at borgerne i Region Syddanmark mener, at lokalpolitikerne ikke gør nok for at debattere løsninger. Mere end hveranden svarer, at lokalpolitikerne ikke i tilstrækkelig grad debattere forslag til løsninger på problemer.

Kernen i TV 2 Fyns valgdækning bliver netop at holde politikerne fast på at kommer med forslag til og debattere løsninger.

- TV 2 Fyns valgdækning i 2021 bliver markant anderledes end tidligere. Fra start er den tilrettelagt, så vi dels forventer løsningsidéer lagt frem hver gang, at vi diskuterer et problem. Dels at vi sikrer os, at debatten handler om de emner, som fynboerne mener er relevante, lyder det fra direktør Esben Seerup.

Dit valg - Vær med!

Oversigt

    Oversigt