I det fynske folks tjeneste

Vandpibecafé får bøde - ingen til private trods mange anmeldelser

Mange samles - og flere steder for mange - i det gode vejr, men ingen er endnu sigtet for at bryde forbud, lyder meldingen fra politiet.

En vandpibecafé i Odense har lørdag fået en bøde.

Det milde og solrige forårsvejr har fået mange til at søge ud, men det har endnu ikke ført til sigtelser mod fynboer, der har samlet sig i store grupper i det fri. 

Alligevel er der travhed hos politiet, der modtager henvendelser fra borgere fra hele Fyn, som ikke mener, at alle deres medborgere har forstået forbuddet, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Ehm Christensen.

- Et af de steder, vi har været ude ved, er et ishus. Men da kom derud, kunne vi se, at folk rent faktisk følger instrukserne og holder afstand, siger han til TV 2/Fyn.

Læs også Letbane får grønt lys til at skrue op for byggeriet

En vandpibecafe i Odense, der havde valgt at holde åbent trods forbud, har dog fået en bøde på 5000 kroner lørdag, oplyser han.

Solen får folk til at søge ud

Siden onsdag formiddag har det været ulovligt at forsamles mere end ti personer på offentlige steder. Her blev blandt andet caféer og storcentre også påbudt at lukke. 

Læs også Nyt tiltag skal redde fynske restauranter: - Det her gør, at vi ikke lukker med det samme

Formålet er at begrænse spredningen af coronasmitte mest muligt. Og selvom det giver travlhed, vil politiet fortsat tage ud og undersøge forholdene ved anmeldelser, lyder det.

- Vi fortsætter. Vi er er ekstra mand på arbejde, og hvis folk ringer ind, så tager vi ud, siger Ehm Christensen.

- Håbet er, at når vi først er gået i gang med bødeblokken, vil folk lægge mærke til det, og så vil de forhåbentlig følge instrukserne.

For at hjælpe borgerne har Odense Kommune sat skilte op i byens parker og på legepladserne. Desuden er alle udendørs fitnessstationer blevet lukket.

Værtshusejer i Odense fik bøde

Tidligere lørdag holdt politidirektør Anne Tønnes fra Københavns Politi og Frank Jensen (S), der er overborgmester i hovedstaden, også pressemøde for netop at minde folk om ikke at samles. Hold afstand, ellers vanker der bøder, lød budskabet. 

Vandpibecaféen var dog ikke den første til at modtage en bøde på Fyn. Allerede fredag havde Fyns Politi bødehæftet fremme.

Læs også Corona: Bøde til Odense-værtshus

Her var det ejeren af et værtshus i Odense, der som en af de første blev sigtet for at have overtrådt de nye regler, som skal hindre spredning af coronavirus.

Manden står ligeledes til et bødeforelæg på 5000 kroner.