Var i retten for besiddelse af kniv - blev taget med ny kniv i sikkerhedskontrollen

En 44-årig mand har fået en straksdom for at tage en kniv med, da han skulle i Retten i Odense i forbindelse med en sag om butikstyveri og besiddelse af kniv.

En 44-årig mand er onsdag blevet idømt 60 dages fængsel for at forsøge at tage en kniv med i retten.

Dommen bliver lagt oveni i de tre måneders fængsel, han dagen forinden blev idømt for butikstyveri, besiddelse af kniv og en mindre sag om euforiserende stoffer.

Kniven, som manden tirsdag havde medbragt, blev opdaget i sikkerhedskontrollen og konfiskeret, inden han nåede ind i selve retslokalet. 

Den oprindelige sag blev afsluttet med en dom på tre måneders fængsel, før anklageren i sagen, Daniel Dokkedahl, blev bekendt med, at manden var blevet taget med en kniv på sig på vej ind i retten. 

- Først bagefter, da vi var på vej ud af retslokalet, fandt jeg ud af, at der faktisk stod en politipatrulje og ventede på ham, fordi der var blevet fundet en otte centimeter stor foldekniv i hans lomme i sikkerhedskontrollen. Det havde rettens vagt selvfølgelig meldt til politiet, og derfor ventede patruljen på ham, da retsmødet var slut, siger han i en pressemeddelelse fra Fyns Politi. 

Ny fængselsstraf

Anklagemyndigheden vurderede derfor, at manden skulle i grundlovsforhør, og onsdag er det endt med en straksdom på 60 dages fængsel.

Med i straksdommen var også et indbrud, som ikke var nået med i tirsdagens retssag. 

Manden blev kørt direkte til afsoning efter dommen. 

Oversigt

    Oversigt