Varm lørdag med risiko for byger

Det bliver en varm lørdag, der venter fynboerne, men der lurer både skyer og byger som dagen går.

Med en fredag, hvor vejret var decideret sommervejr og temperaturen mange steder var helt oppe og ramme 29 grader, venter nu en lørdag med lidt mere usikkerhed. 

Dagen begynder dog flot de fleste steder og temperaturen er fra morgenstunden allerede oppe omkring 18-19 grader. 

Formiddagen kan også nydes med tørvejr, og det lette skydække vil begynde at sprække så solen får lov til at kigge frem. Der er dog risiko for at regnbyger vil dukke op i løbet af eftermiddagen. 

Risiko for torden

Luften kan komme til at føles en smule trykket lørdag, da vinden ikke kommer til at gøre det store væsen af sig. Samtidig kommer temperaturen igen op over 25 grader mange steder. 

Ifølge DMI er der også risiko for at nogle af lørdagens byger kan være i den tungere ende, hvor der er kan være tordenvejr i. 

I aften lidt eller nogen sol og enkelte byger men efterhånden holder det mest tørt. Temperaturen kommer i løbet af natten ned mellem 14 og 18 grader, og  vinden bliver svag til jævn  mest fra sydøst.