Varsler om forhøjet vandstand i det sydfynske

Kører du i bil eller går en tur langs kysten, skal du være opmærksom på forhøjet vandstand i det sydlige Lillebælt og Sydfynske Øhav. 

Vandstanden i den vestlige del af Østersøen, Sydfynske Øhav og den sydlige del af Lillebælt er forhøjet søndag. Det varsler Danmark Meteorologiske Institut, DMI. 

Det er nattens kraftige blæsevejr, der gør, at vandstanden forventes at stige op til 1,3 meter over den normale vandstand. 

- Årsagen til den forhøjede vandstand er, at det blæser op fra nord og nordøst i alle de danske farvande, og samtidigt også i hele Østersøen. Herved kan Østersøens vandmasser ikke løbe op gennem de danske bælter, så vandet vil derfor ophobes i de sydlige farvande, oplyser vagtchef hos DMI Jesper Eriksen. 

- Vær opmærksom på, at forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser. Vær forsigtig, når du kører i bil eller færdes til fods i kystområder.

Opdatering
Clock29. mar 2020, kl. 09:45
DMI forventer nu en vandstand mellem 1,1 og 1,5 meter over normal vandstand. Vær forberedt på, at hård vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger. Offentligheden rådes til at undgå at rejse og opholde sig i truede kystområder.

Solrig, men blæsende dag i vente

Selv om søndagen startede med slud eller sne flere steder i det sydlige Danmark, klarer det efterhånden op, og fynboerne kan forvente en solrig, men blæsende afslutning på ugen. 

- Det bliver tørt vejr med en del sol med temperaturer op omkring fire grader. Frisk vind til kuling fra nordøst, der om eftermiddagen langsomt aftager til let til frisk omkring nord, oplyser DMI søndag morgen. 

Natten til mandag bliver igen med nattefrost, og der kan være mere slud eller sne på vej.  

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt