I det fynske folks tjeneste

Vedtaget: Bred opbakning til jernbane over Vestfyn

Ni ud af ti partier i Folketinget stemte torsdag for, at der kan bygges en ny jernbane på strækningen mellem Odense og Middelfart. Der kan dog gå lang tid, før det nye tog kommer på skinner.

En ny vestfyns jernbane kom torsdag et skridt tættere på. Foto: Alexander Aagaard

En elektrificeret jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde ved Middelfart kom onsdag et skridt tættere på at blive til virkelighed. 

Det skete, da ni ud af ti partier i Folketinget stemte for den anlægslov, der giver transportministeren lov til at anlægge den cirka 35 kilometer lange jernbane. Kun Nye Borgerlige stemte imod. 

Afgørelsen vækker glæde hos Jane Jegind (V), der er By- og Kulturrådmand i Odense Kommune. 

- Jeg synes, det er rigtig godt med en afgørelse. Det kommer til at være til glæde og gavn for både nær- og fjernpendlere. Og så er jeg glad for, at der kommer en afklaring for lodsejerne, siger hun.

Læs også Regeringen sætter 147 millioner af til vestfynsk jernbane

Også det fynske folketingsmedlem Jane Heitmann (V) er glad for, at loven nu er vedtaget. 

- Det glæder mig på alle måder, at vi nu er kommet i mål med lovgivning, der sikrer en ny togbane over Vestfyn. Det er godt nyt for Fyn og godt nyt for fynske familier. Nu kan det kun gå for langsomt, siger hun til TV 2/Fyn.  

Den nye jernbane bliver dobbeltsporet, og toget kommer til at kunne køre op til 250 kilometer i timen på strækningen, der bliver cirka fire kilometer kortere end den nuværende. Det betyder en tidsbesparelse på fem minutter.

Her kommer den nye jernbane til at ligge.  Foto: Screenshot fra anlægsloven

Trods den beskedne tidsbesparelse er det dog stadig en stor opgradering, mener Transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Den nye jernbane over Vestfyn betyder, at vi foretager en markant opgradering af jernbanen, som udover at øge kapaciteten betragteligt, også vil give kortere rejsetid for passagererne. Jeg er derfor meget glad for, at vi med Folketingets opbakning til lovforslaget, kommer skridtet videre mod at anlægge jernbanen, siger han i en pressemeddelelse

Lange udsigter 

Regeringen har i deres finanslovsforslag afsat 147 millioner kroner til banen i 2023. Anlægsarbejdet vurderes at tage mindst seks år, så der kan altså gå en del år, før de nye, hurtige tog kommer på skinner. 

- Man kan altid sige, at det burde gå noget hurtigere. Jeg synes, at det, vi kan glæde os over, er, at der kommer en afklaring. Og så kan man håbe, at man vil rubbe neglene for at finde en løsning for lodsejerne, som står med en udfordring.

Læs også Borgmester jubler over ny jernbane, men ærgrer sig over én ting

Anlæggelsen af det nye jernbane er forudsat af, at man omlægger den naturgastransmissionsledning, der løber mellem Spedsbjerg og Nørre Aaby. Derfor er den omlægning også vedtaget med den nye lov.