Vejarbejde i Odense påvirker hele Fyn

Lørdag bliver et stykke af Ringvejen i Odense lukket på grund af kloakarbejde, og det kommer hele Fyn til at mærke.

Lørdag d. 24. maj bliver Tietgens Allé (Ringvejen) i Odense spærret fra Sdr. Boulevard til Læssøegade for at give plads til et større kloakarbejde.

På grund af stigende mængder regn og et overbelastet kloaksystem i Hunderupkvarteret er VandCenter Syd igang med en større renovering af kloakkerne i området.

Det betyder, at der skal graves store rør ned under Tietgens Allé.

Formålet er at hindre oversvømmede kældre og overdreven udledning af spildevand til Odense Å.

Derfor bliver Tietgens Allé lukket helt i en uge fra lørdag d. 24. maj og kun farbar i et spor en uge derefter.

Det betyder omfattende omkørsel af trafik for både fodgængere, cyklister, privatbiler og busser.

Flere af de berørte buslinier er regionale, hvorfor omlægningerne vil kunne mærkes i både Assens, Faaborg, Bogense, Aarup og Kerteminde.

Alle må de indstille sig på forsinkelser og andre ulemper i denne forbindelse.

Oversigt

    Oversigt