Vejrskifte på vej: Sidste chance for en kælketur

Iskold fredag går over i weekend med både frost- og varmegrader. Søndag eftermiddag kommer et vejrskifte.

Weekenden bliver formentlig sidste mulighed for en kælketur i denne omgang, og en landsdækkende hvid jul er nu meget usandsynlig.

Faktisk tør vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Thor Hartz godt helt at lægge den mulighed i graven.

- Den landsdækkende hvide jul kan vi godt aflyse, siger han fredag morgen og fortæller, at der venter et vejrskifte i slutningen af weekenden.

Lørdag får temperaturen et nøk opad, og det bliver mellem en grads frost og fire graders varme.

Men det bliver ikke så varmt, at al sneen smelter, og muligheden for en kælketur vil formentlig bestå flere steder.

- I weekenden forsvinder sneen ikke, siger Thor Hartz.

Men skyerne, der kommer ind søndag eftermiddag, er startskuddet til et regulært vejrskifte.

- Vi kommer til at få en noget mildere luft ind i starten af næste uge, og vi kommer måske endda op på hele ti graders varme. Og så forsvinder al den sne, der måtte ligge, siger meteorologen.

- Det betyder, at vi godt kan aflyse den landsdækkende hvide jul. Men der er nogle tendenser til, at der måske godt kan komme lidt kulde op til jul og give lidt lokale snebyger.

Oversigt

    Oversigt