Venindegruppe skal køre 700 km langt løb: Fik hjælp fra uventet kant

En gruppe veninder har sat sig for at klare det krævende cykelløb MS Bike, med alt hvad det kræver af træning og forberedelse. Undervejs har de dog fået hjælp fra uventet kant.

Vejveninder hedder deres forening, og udover landevejscykling, så handler det først og fremmest om at hygge sig og have det sjovt.

Derudover prøver de 13 kvinder også at rejse penge til kampen mod Sclerose. Noget, de blandt andet vil gøre ved at deltage i det krævende cykkelløb MS Bike.

Veninderne var derfor i fuld gang med at træne op til det hårde løb denne sommer, da der pludseligt kom et skulderklap fra uventet side.

- Vi har simpelthen vundet en konkurrence, hvor vi har fået mulighed for at køre med en Tour de France-følgebil, lyder det fra foreningens formand Emma Matzen.

Det var hendes bror, der havde tilmeldt veninderne konkurrencen, hvor de for en weekend kunne bruge følgebilen fra Skoda og derudover få træning af selveste landstræneren for det kvindelige landevejshold.

Her ses Skodaen, som veninderne vandt for en weekend. Konkurrencen om følgebilen er skabt for at sætte fokus på et bedre forhold mellem cykler og bilister.
Her ses Skodaen, som veninderne vandt for en weekend. Konkurrencen om følgebilen er skabt for at sætte fokus på et bedre forhold mellem cykler og bilister.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

En konkurrence, som Vejveninderne gik hen og vandt, og som gjorde, at man lørdag kunne støde på en gruppe cyklister tæt forfulgt af en højrød Skoda på de sydfynske landeveje.

Emma Matzen forklarer, at det er godt for gruppen at få lov til at træne med følgebil, for det bliver nemlig et krav, når de skal køre ved MS Bike-løbet.

Her skal de i ét stræk køre den lange rute fra Hovedstaden til Skagen på cykel.

Under løbet skal hele tiden være fire til fem af medlemmene af gruppen, som kører på cyklerne, sådan at de alle får kørt mellem 200 og 300 kilometer.

Normalt er der bagerstop

Nogle af de cykelryttere, der skal med på turen, er Clara Braae og Louise Flyvholm, og de var begge noget forundrede over, at det netop var deres gruppe, som havde vundet følgebil-konkurrencen.

- Det var sådan lidt; ”okay, en følgebil og træner sammen med os! Hvordan gør vi det?” Vi er jo vant til at stoppe ved bagere. Det føltes meget professionelt, lyder det fra en duperet Clara Braae.

Emma Matzen er formand for foreningen Vejveninder, som er skabt for hyggens, cyklingens og kampen mod sclerosens skyld.
Emma Matzen er formand for foreningen Vejveninder, som er skabt for hyggens, cyklingens og kampen mod sclerosens skyld.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Og hun bakkes op af cykelveninden Louise Flyvholm.

- Må man gerne sige, man er en lille smule nervøs? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der ikke er nogen af os, der er professionelle cykelryttere eller noget.

De to cykelentusiaster fortæller desuden, at det i foreningen har været godt at have målet med at gennemføre MS Bike at stile efter.

De 13 vejveninder har alle sclerose inde på livet, og derfor var det oplagt at vælge netop MS Bike.

Her skal gruppen sammen med andre hold køre en mere end 700 kilometer lang rute på under 30 timer - og altså i samme forbindelse samle ind til kampen mod en verden uden sclerose.

Veninderne, som på kryds og tværs kender hinanden fra idrætshøj- og efterskolen Oure, går struktureret til værks.

Der er blandt andet udpeget træningsansvarlige, udstyrsansvarlige og nogen, der skal stå for sponsorater.

Og nu er Vejveninderne i hvert fald så langt, at de har prøvet, hvordan det er at køre tæt sammen med en følgebil og en dygtig træner, inden det for alvor spænder af i slutningen af sommeren.

Vejveninder har indtil videre rejst mere en 47.000 kroner til det gode formål, og man kan følge deres gøren og laden på deres Instagram-profil.

Oversigt

    Oversigt