Vennetjenester udveksles på ny markedsplads

For mange mennesker mangler noget at stå op til. Og for mange mennesker har alt for travlt. Det problem vil en fynsk psykoterapeut nu forsøge at løse. Han etablerer et træf, hvor man kan udveksle vennetjenester.

-

For mange mennesker mangler noget at stå op til. Og for mange mennesker har alt for travlt. Det problem vil en fynsk psykoterapeut nu forsøge at løse. Han etablerer et træf, hvor man kan udveksle vennetjenester.


Mandag d. 18. juni kl. 14-16 arrangerer psykoterapeut Torben Madsen en slags markedsplads på Badstuen i Odense.


På markedspladsen kan folk, der ønsker gratis hjælp, mødes med personer, der har tid og lyst til at give en hånd med.


\"Det er forfærdeligt at se så mange mennesker, der mangler noget at stå op til. Jeg møder tit nogen, der f.eks. er gået på pension og så pludselig har 37 timer om ugen, som de ikke ved, hvad de skal bruge til. Så begynder de at sove længe - og pensionist-tilværelsen ender med at føles som en straf\", siger Torben Madsen.


Børnepasning og lektiehjælp
For nylig mødte Torben Madsen en kvinde, der gerne ville lære sprog på aftenskolen, men hun havde ikke råd til en barnepige.


\"Det kan jo være, at der 100 meter nede ad vejen bor en ældre dame, der hellere end gerne vil passe børnene en ugentlig aften uden at skulle have noget for det\", siger Torben Madsen.


Torben Madsen forestiller sig også andre vennetjenester som f.eks. indkøb, lektiehjælp, danseundervisning, træning, bilvask, småreperationer, personlig pleje, fiskeri, blomstervanding. Mulighederne er uendelige.


For at deltage i \"Vennetjenesten\" skal man hente et spørgeskema i Badstuens cafeteria. Her krydser man af, om man søger eller tilbyder hjælp. Skemaet skal afleveres igen senest d. 16. juni.


 


 

Oversigt

    Oversigt