Sommerønske: Venstre vil rive "toldmur" over Storebælt ned

Fynskvalgte Lars Chr. Lilleholt (V) forhandler på Christiansborg om en nedsættelse af prisen for at komme over Storebæltsbroen.

Ikke uventet får borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs (V) opbakning på Christiansborg til et ønske om at gøre turen over Storebælt billigere.

Fynskvalgte Lars Chr. Lilleholt (V) er torsdag gået til forhandlingsbordet på Christiansborg, hvor der i øjeblikket forhandles om udmøntningen af 700 millioner kroner til en økonomisk sommerpakke.

- For Venstre er det helt afgørende, at vi kommer igennem med at halvere taksterne på Storebælt i hele skolernes sommerferieperiode, siger han og fortsætter:

- Det er vigtigt i forhold til at sikre, at ganske almindelige familier kan komme rundt i Danmark. 

Fyn vil vinde

Lars Chr. Llilleholt mener, at Storebæltsbroen er en hindring for rigtig mange mennesker, og at en takstnedsættelse vil "skabe en kolossal mobilitet".

Han peger på, at der på begge sider af bæltet kan besøges seværdigheder, hoteller og restaurationer med videre.

quote Der er mange der taler for at reducere taksterne på Storebælt, og jeg har helt klart en forhåbning om, at der vil være opbakning til Venstres forslag.

Lars Chr. Lilleholt, medlem af folketinget (V)

- Jeg tror, Fyn vil vinde meget på det her. Jeg tror, der er mange på Sjælland, som i dag for eksempel ikke besøger Odense Zoo, Egeskov eller tager en overnatning eller to på Fyn. Det får man langt bedre mulighed for med denne takstnedsættelse, siger Lars Chr. Lilleholt og kalder Storebælt for "en toldmur".

En ordentlig bid af hele pakken

I Venstres forslag indgår, at færgeselskaberne over Kattegat og mellem Spodsbjerg og Tårs bliver kompenseret for ikke at bryde det gamle Storebæltsforlig.

Ifølge Venstres beregninger vil en halvering af billetprisen over Storebæltsbroen koste 200 millioner kroner - altså en ordentlig luns af de 700 millioner kroner, som er sat af til hele sommerpakken.

Det får dog ikke den fynske Christiansborg-veteran til at ryste på hånden.

- Der er mange der taler for at reducere taksterne på Storebælt, og jeg har helt klart en forhåbning om, at der vil være opbakning til Venstres forslag, siger han.

I Nyborg er ønsket helt at rive betalingsanlægget ned. Men det skal man ikke forvente i denne omgang.

Sommerpakken skal ifølge aftaleteksten indeholde konkrete initiativer, der skal få danskerne til at rejse rundt i landet og bruge kultur- og naturoplevelser over sommeren, hvor mange forventes at blive hjemme på grund af coronasituationen.

Forhandlingerne foregår i Erhvervsministeriet, og ifølge Ritzau forventer flere partier, at der hurtigt vil blive lavet en aftale.

Oversigt

    Oversigt