Verdens bedste cykelø: Fyn skal løfte cykelkulturen i hele landet

På tirsdag vil samtlige fynske kommuner foreslå Folketingets transportudvalg at bruge 400 millioner kroner på at forvandle Fyn til et cykel-eksperimentarium.

Forestil dig, at du hjuler af sted på din gamle cykel på blød nylagt asfalt. Vejret er lunt. Selvom du cykler tværs over Fyn gennem rapsmarker og vilde markblomster, har du fortsat den sorte vej under dig.

Du er på vej til den nye cykelfærge, der skal fragte dig tørskoet fra hjemmet i Nyborg til arbejdspladsen i Korsør.

Det kan blive en realitet, hvis de ti fynske kommuner lykkedes med at overbevise Folketingets transportudvalg om at forvandle Fyn til et såkaldt cykel-eksperimentarium.

- Vi har gjort det før med Odense som cykelby fra 1999 til 2002. Vi har noget, der er rigtig godt, men vi tror, vi kan gøre det endnu bedre, fortæller Laura Raidla, der er udviklingschef i Destination Fyn, som er en del af Erhvervshus Fyn.

Cyklen virker også uden for storbyen

Mange forbinder Danmark som et af verdens stærkeste cykellande. Men sandheden er, at andelen af danskere, der transporterer sig på den tohjulede, er faldet siden 2010 og faktisk har været på en let nedadgående kurve siden 2014

Det viser Danmarks Tekniske Universitets (DTU) undersøgelse om transportvaner.

- Vi har geografi, der ret præcist matcher ti procent af Danmark. Vi har kobling af storby og landområde, vi har små øer og en masse vand, og vi kan teste, hvordan man får skabt liv på øerne, og hvordan man kan få cyklen ud i landområderne, fortæller Laura Raidla.

 Se de de foreslåede cykelplaner rundt om på Fyn: 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Som noget helt unikt er samtlige fynske borgmestre indgået i projektet for at undgå, at cyklister skal opleve, at cykelstien forvandles fra blød asfalteret vej til ujævn grussti ved kommunesgrænsen.

Det er dog noget dyrere, end de 70 millioner kroner, de fynske kommuner til sammen kan bruge på projektet over de næste fire år.

- Uden tilførte midler er udfordringen, at der ikke er nok penge i kommunerne, fortæller Laura Raidla.

Destination Fyn forventer, at det vil koste minimum 400 millioner kroner at forvandle Fyn til et cykel-eksperimentarium - og de penge skal komme fra Folketingets transportudvalg.

Flere cyklister i fremtiden

På tirsdag skal transportudvalgets medlemmer overbevises, og så håber Destination Fyn, at projektet bliver en del af infrastrukturforhandlingerne.

- Vi har en klar forventning om, at der bliver truffet en beslutning på denne side af sommerferien, fortæller Laura Raidla.

Der findes i dag 375.000 cykeldygtige fynboer i alderen 6-67 år. Det forventes, at tre procent flere af dem vil cykle, hvis Fyn bliver til cykel-eksperimentarium med bedre forhold for cyklister.

Oversigt

    Oversigt