Verdenssensation i Vissenbjerg

Terrariet i Vissenbjerg har endnu en gang præsteret et usædvanligt avls resultat. De truede edderkoppeskildpadder har fået to unger, og det er intet mindre end en verdenssensation, siger terrariets leder.

-


Terrariet i Vissenbjerg har endnu en gang præsteret et usædvanligt avls resultat. De truede edderkoppeskildpadder har fået to unger, og det er intet mindre end en verdenssensation, siger terrariets leder.

De to nye edderkoppeskildpadder blev udklækket i terrariets rugemaskine i tirsdags. Terrariet har seks edderkoppeskildpadder, og da det sjældne dyr kun lægger et æg af gangen, har de to nye unger ikke samme mor.

Edderkoppeskildpadderne kommer fra Madagaskar og er i naturen et stærkt truet dyr.


- Det er en verdens sensation. Der er kun 36 edderkoppeskildpadder i zoologiske haver i Europa, og indtil videre er der kun født 20 nye dyr i fangeskab. Sidste år blev der født to unger, og når vi nu kan fremvise to unger på en gang, så er det sensationelt, siger terrariets leder Klaus Dræby.

Edderkoppeskildpadderne kom til Terrariet i Vissenbjerg efter to konfiskationer af de truede dyr i 1994 og 1995.

Æggene har ligget henholdsvis 307 og 279 dage i rugemaskinen, hvilket er normalt for arten, men meget lang tid for æg generelt.


De to nye skildpadder har endnu ikke fået navne.

- Vi har besluttet at den første danske landsholdsspiller der scorer på søndag får en skildpadde opkaldt efter sig, og at målscorer nummer to får samme ære. Nu er skildpadder jo normalt betragtet som langsomme dyr, så det er uden sammenligning i øvrigt, siger Klaus Dræby.

Oversigt

    Oversigt