Vesterby skifter træner

Det fynske triatlet-håb, Michelle Vesterby bliver fremover trænet af belgieren Luc Van Lierde, som tidligere har vundet Ironman Hawaii to gange.

Aftalen med Luc van Lierde er direkte udtryk for Michelle Vesterbys drøm om at vinde den prestigefyldte Ironman Hawaii.

Han har selv vundet den to gange og er tidligere indehaver af verdensrekorden.

Han er desuden coach for den seneste vinder på Hawaii, Frederik van Lierde og tidligere verdensrekordholder, Marino Vanhoenacker.

Michelle Vesterby har gennem tre år haft Frank Jakobsen og hans kone Kaisa Jakobsen som træner, og skiftet er ikke udtryk for kritik af dem.

- Jeg har flyttet mig fra at være en okay atlet og ind i verdenseliten sammen med dem, siger Michelle Vesterby taknemmeligt.

- Jeg mener dog, forandring er godt, og at jeg har brug for andre øjne til at flytte mig det sidste stykke mod at vinde Ironman Hawaii, siger hun.

Michelle Vesterby tager næste weekend til sin ny træners hovedkvarter i Belgien for at blive testet i svømning og løb på universitetet i Brugge.

Oversigt

    Oversigt